En ejendom, der efter planloven var udlagt til helårsbolig, kunne ikke anvendes som udlejning til Bed & Breakfast, fastslår Natur- og Miljøklagenævnet i en ny afgørelse. Da udlejningen imidlertid lå meget tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til boligformål, ville en dispensation fra anvendelsesbestemmelsen undtagelsesvis dog være mulig.

Næstved Kommune havde godkendt en ansøgning om renovering af en bygning, hvor der samtidig skulle indrettes 3 Bed & Breakfast-lejligheder. Godkendelsen omfattede også en dispensation fra lokalplanen til etablering af adgang til lejlighederne via balkon eller altan, idet kommunen ellers lagde til grund, at udlejningen til Bed & Breakfast lå inden for rammerne af lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Ejendommen lå i et delområde, som efter lokalplanens anvendelsesbestemmelser måtte anvendes til helårsboliger med mulighed for indpasning af centerfunktioner.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte generelt, at det bl.a. afhænger af omfanget og karakteren af udlejningen, hvorvidt der lovligt kan drives Bed & Breakfast på en ejendom efter planloven i et område, som er udlagt til helårsbolig.

I det konkrete tilfælde fandt nævnet dog, at udlejningen til Bed & Breakfast ikke kunne ske inden for rammerne af lokalplanens anvendelsesbestemmelser om helårsbeboelse. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om udlejning af 3 værelser med eget bad og tekøkken.

Nævnet fandt heller ikke, at der var tale om centerfunktioner, som dette begreb var defineret i lokalplanens øvrige bestemmelser.

Med hensyn til spørgsmålet om en eventuel dispensation udtalte nævnet, at dispensation fra en anvendelsesbestemmelse efter planlovens § 19, stk. 1 kun kan meddeles i ganske særlige tilfælde, hvis der er tale om en anvendelse, som ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte.

I det konkrete tilfælde fandt nævnet dog netop, at den ansøgte drift af Bed & Breakfast lå så tæt på boligformålet, at kommunen kunne dispensere fra dette.

Da kommunen ikke havde forholdt sig til dispensationsspørgsmålet tidligere, men blot havde lagt til grund, at en dispensation ikke ville være nødvendig, ophævede og hjemviste nævnet derfor denne del af afgørelsen til fornyet behandling hos kommunen.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. januar 2017 (NMK-33-03926) kan læses her.