Udkast til ny planlov i høring

Erhvervs- og Vækstministeriet har sendt udkast til en ændring af planloven i høring. Udkastet indeholder overvejende regler, som giver kommunerne mulighed for at tillade mere – i både planmæssig og landzonemæssig henseende – end det er tilfældet i dag. Den endelige lov skal efter planloven træde i kraft i starten af 2017.

Forslaget skal udmønte den politiske aftale mellem V, S, DF og K, ”Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” fra juni 2016.

Overordnet omfatter forslaget bl.a. følgende ændringer:

  • Ny formålsbestemmelse, som fremhæver, at hensynet til vækst og udvikling er et sagligt hensyn, som skal inddrages i sager efter planloven.
  • Reglerne om statslige indsigelser indskrænkes, idet formuleringen ”statslige interesser” i § 2a og ”overordnede interesser” i § 29 udgår og erstattes med ”nationale interesser”. Det er hermed hensigten, at antallet af statslige indsigelser/vetoer skal indskrænkes til nogle centrale forhold af særlig national interesse.
  • Kommunerne får med en ændring af § 19 mulighed for midlertidigt at meddele dispensation fra bestemmelser, som indgår i ”planens princippet”. Dispensation kan gives for op til 3 år, og der er mulighed for at meddele ”forlængelse” gennem en ny midlertidig dispensation.
  • Kommunerne får mulighed for at vedtage visse kommuneplantillæg og ”lokalplaner af mindre betydning” med forkortede høringsperioder.
  • Der fastsættes bestemmelser, som skal sikre en ”oprydning” af uudnyttede arealreserverationer i kystnære områder. Omvendt fastholdes forsøgsordningen med ”turismeprojekter”.
  • Lovforslaget giver mulighed for i et samlet landsplandirektiv at udlægget ”udviklingsområder” i kystnærhedszonen, hvor det sædvanlige krav om særlig planlægningsmæssig begrundelse fraviges. Ligeledes kan forbuddet mod at udlægge nye sommerhusområder fraviges.
  • Detailhandelsreglerne bliver ændret væsentligt. Bl.a. udgår kravet om anvendelse af ”den statistiske metode” ved afgrænsning af bymidten, jf. § 5 m, ligesom de relativt skrappe krav til redegørelsen om detailhandel slækkes. Størrelsesbegrænsning for udvalgsvarebutikker bortfalder, således at der ikke længere gælder en størrelsesbegrænsning for planlægning af denne butikstype. Der vil fortsat være størrelsesbegrænsninger for dagligvarebutikker, men størrelsesgrænserne forhøjes.
  • En ny bestemmelse fastsætter krav om, at arealer, som er belastet af lugt, støv og anden luftforurening, kun kan udlægges til miljøfølsom anvendelse, hvis der samtidig fastsættes bestemmelser om afværgeforanstaltninger mv. Bestemmelsen svarer således til den eksisterende bestemmelse om støj. I lokalplankataloget gives i forlængelse heraf mulighed for at kræve afværgeforanstaltninger i forhold til støv, lugt og anden luftforurening.
  • Den eksisterende landdistriktsbestemmelse erstattes af muligheden for at udlægge såkaldte ”omdannelseslandsbyer” i kommuneplanens retningslinjer med tilhørende kortbilag. I omdannelseslandsbyer kan der herefter meddeles landzonetilladelser i videre omfang end i almindelige landsbyer.
  • Undtagelse fra kravet om landzonetilladelse til ”erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri”, jf. § 36, stk. 1, nr. 3, udvides, således at der fremover kan lægges vægt på nødvendigheden for en samlet ”landbrugsbedrift”. Undtagelsen bliver samtidig underlagt en anmeldelsesordning, hvorefter kommunen har 14 dage til at svare på en anmeldelse om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri. Ordningen svarer til den nugældende ordning i § 38, stk. 1, jf. § 37, stk. 1, for overflødiggjorte landbrugsbygninger.
  • En ny bestemmelse giver mulighed for, at ”mindre” erhvervsmæssigt nødvendige bygninger til dambrug kan opføres uden landzonetilladelse.
  • Adgangen til at anvende overflødiggjorte landbrugsbygninger til erhvervsformål udvides, således at også andre bygninger end landbrugsbygninger kan overgå til anden anvendelse uden landzonetilladelse. Ordningen svarer til den gældende bestemmelse i § 37, stk. 1 om overflødige landbrugsbygninger med den forskel, at ordningen ikke gælder i kystnærhedszonen udenfor udviklingsområder.
  • Der indføres en ret for pensionister til at anvende fritidsboliger i landzone til helårsbeboelse. Ordningen svarer til de gældende bestemmelser om pensionisters helårsbeboelse i sommerhusområder. I både landzone og sommerhusområde skal pensionisten herudover kun have ejet ejendommen i 1 år, mod tidligere 8 år.
  • Bortfald af meddelt landzonetilladelse vil fremover først ske efter 5 år, ligesom en landzonetilladelse, som har været udnyttet, først bortfalder, efter at den ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år (mod 3 år i dag). I sager, hvor en eksisterende bolig i landzone nedrives, kan kommunen beslutte, at landzonetilladelse til opførelse af ny bolig først bortfalder efter 10 år.

Høringsfristen udløb den 17. oktober 2016.

Høringsbrev og tilhørende lovudkast kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.