Tilsagn om overdragelse af energibesparelse
Energiklagenævnet har stadfæstet Energistyrelsens korrektion af Brøndby Fjernvarmes indberettede energibesparelse. Den konkrete sag drejede sig om fortolkning af energisparebekendtgørelsens § 8.
Realiserede energibesparelser kan tilskrives distributionsvirksomheden, såfremt den opfylder betingelserne i energisparebekendtgørelsen § 8, stk. 2-7, jf. § 8, stk. 1. Hvis en energispareaktivitet retter sig mod en konkret forbruger, skal distributionsvirksomheden have indgået en aftale med denne om tilskrivning af energibesparelsen som nævnt i § 8, stk. 4, inden den fysiske energispareaktivitet påbegyndes eller bindende aftale om igangsætning indgås, jf. § 8, stk. 3, 1. pkt. Endvidere skal der i henhold til § 8, stk. 3, 2. pkt., være en ubrudt aftalekæde til stede, eventuelt gennem aktører i flere led, fra slutbruger til distributionsvirksomheden. Ydermere skal aftalen være skriftlig, såfremt der er tale om specifikke opgørelser og andre besparelser større end 20 MWh, jf. § 8, stk. 3, 3. pkt. Ved besparelser mindre end 20 MWh skal slutbrugeren være bekendt med overdragelsen af den konkrete besparelse forud for dens realisering, eksempelvis ved daterede pristilbud, ordrebekræftelse el. lign., jf. § 8, stk. 3, 4. pkt. I den forbindelse kan distributionsvirksomheden indgå en aftale med en aktør, der agerer på vegne af distributionsvirksomheden, jf. § 8, stk. 4, 2. pkt.
I den konkrete sag havde Brøndby Fjernvarme som dokumentation for energibesparelsen blandt andet fremsendt tilbud på hulmursisolering af 23. marts 2016 vedrørende sag 1 og tilbud på hulmursisolering af 24. februar 2016 vedrørende sag 3. I begge tilfælde var tilbuddet udarbejdet af aktøren, Viking Isolation ApS, og det fremgik af tilbuddet, at ”energitilskuddet er fratrukket, for at jeres engangsbetaling er så lav som mulig. Energitilskuddet tilfalder os, og kan derfor ikke søges andre steder”. Endvidere forelå der faktura på hulmursisolering af 12. april 2016 vedrørende sag 1 samt faktura på hulmursisolering af 14. marts 2016 vedrørende sag 3. I begge sager er kundenummer samt ordrenummer, der er angivet på tilbuddet og fakturaen, identiske. Derudover fremgår det af sagens oplysninger, at Viking Isolation ApS og EnergySolution har indgået en ekstern aktøraftale af 29. januar 2016 om EnergySolution’s ret til at erhverve retten til at indberette de energibesparelser, som Viking Isolation ApS opnår ved slutbrugere. Yderligere fremgik det, at EnergySolution og klager havde indgået aftale af 12. december 2014 om salg af energibesparelsesprojekter, hvoraf klager erhverver sig indberetningsretten til de realiserede energibesparelser.
Da de indberettede energibesparelser var mindre end 20 MWh, og da der ifølge klager forelå mundtlige aftaler mellem aktøren og slutbrugerne om overdragelse af energibesparelserne til klager, skulle de indberettede besparelser behandles efter § 8, stk. 3, 4. pkt. Efter bestemmelsen skal slutbruger for øvrige besparelser være gjort bekendt med overdragelsen af den konkrete besparelse forud for realiseringen. Dette skal dokumenteres ved eksempelvis et dateret pristilbud, ordrebekræftelse eller lignende.
Energiklagenævnet fandt på baggrund af de fremsendte tilbud på hulmursisolering udarbejdet af Viking Isolering ApS, at klager ikke havde dokumenteret overdragelsen af energibesparelsen fra slutbrugeren til distributionsvirksomheden forud for realiseringen. Idet der forelå en aktøraftale efter § 8, stk. 4, og idet det alene oplyses i tilbuddene, at energibesparelsen tilfaldt ”Viking Isolering ApS”, fandt nævnet som følge af tilbuddets ordlyd ikke, at slutbrugerne er gjort bekendt med, at Viking Isolering ApS havde ageret som aktør på vegne af klager, og at energibesparelsen er overdraget til klager som distributionsvirksomhed forud for realiseringen. Energiklagenævnet fandt herefter ikke, at betingelsen om dokumentation af ubrudt aftalekæde er opfyldt, jf. § 8, stk. 4, 3. pkt.. Energiklagenævnet stadfæster herefter Energistyrelsens afgørelse.
Energiklagenævnets afgørelse af 27 maj 2019 kan ses her.