Tarifering af el til varmeproduktion

Energitilsynet har behandlet Dansk Energis branchevejledning for fastsættelse af tariffer for elektricitet, som elnetvirksomheder leverer til virksomheder, som producerer varme på et fjernvarmeværk eller et kraftvarmeværk.

Den nye tariferingsmodel følger de generelle principper fra Tarifmodel 2.0 om tarifering af netvirksomhedernes ydelser med den ændring, at tarifferne for elektricitet, som fjernvarme- og kraftvarmeværker anvender til direkte varmeproduktion, bl.a. til drift af kedler og produktionsanlæg samt elektricitet, ved hjælp af elpatroner, varmepumper mv., fremover ikke indeholder betaling til elnetvirksomhedernes energispareindsats efter energispareordningen. Fritagelsen er betinget af, at elforbruget til varmeproduktionen måles særskilt fra øvrigt elforbrug hos fjernvarme- eller kraftvarmeværket. Varmeproduktion, som ikke måles særskilt, tariferes uændret med energisparebidrag.

Baggrunden for ændringen i tarifmodellen er ønsket om at undgå, at varmeforbrugerne betaler dobbelt for energispareindsatsen.

Energitilsynet tilkendegiver, at anvendelse af den anmeldte standardiserede vejledning af 6. februar 2017 fra Dansk Energi som udgangspunkt vil føre til tariffer, der er forenelige med kravene i elforsyningsloven § 73 om rimelig, objektiv og ikke-diskriminerende prisfastsættelse.

Energitilsynet fremhæver, at tilkendegivelsen vil medføre en meget begrænset merbetaling for øvrige elkunder, mens fjernvarme- og kraftvarmeværker vil opleve en mindre betaling.

Energitilsynets tilkendegivelse af 27. marts 2017 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.