Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt et fjernvarmeværk, der ejede en olietank, eller et transportfirma, der fyldte olietanken, var rette påbudsadressat efter jordforureningsloven, og derfor kunne påbydes at undersøge en forurening, jf. jordforureningslovens §§ 40 og 41, stk. 3.

Fjernvarmeværket bestilte 30.000 liter fyringsolie. En tankvogn fra et transportfirma ankom med henblik på levering af 22.000 liter fyringsolie. Under påfyldningen skete der imidlertid en overfyldning, og en del af den leverede fyringsolie løb ud af den underjordiske olietanks udluftningsrør.

Overfyldningen skyldtes, at tankens elektroniske pejlesystem var defekt.

Chaufføren, der leverede fyringsolien, foretog ikke selv en pejling af olietanken for at sikre sig, at tanken kunne rumme den bestilte fyringsolie.

Vejle Kommune udstedte herefter undersøgelsespåbud til både fjernvarmeværket og transportfirmaet.

Fjernvarmeværket klagede over påbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet med den begrundelse, at fjernevarmeværket ikke var rette påbudsadressat.

Natur- og Miljøklagenævnet indledte sin begrundelse med at bemærke, at både tankejer og olieleverandør, dvs. transportfirmaet, kunne være påbudsadressat i en oliespildssag.

Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede, at det er en betingelse for en succesfuld påfyldning af en olietank, at det med ejendommens ejer er aftalt, at påfyldning kan ske på den pågældende olietank. Olieleverandøren er således først frigjort fra ansvar efter jordforureningsloven, når der er sket levering til den aftalte olietank.

Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse omfattede succesfuld påfyldning ikke blot, at leveringen er sket til den aftalte tank. Det måtte tillige kræves, at leveringen gennemføres uden spild, førend olieleverandøren frigøres fra ansvar efter jordforureningsloven.

Det afgørende var herefter, om forureningen måtte anses for, at hidrøre fra den af transportfirmaet drevne tankvogn eller den af fjernvarmeværket drevne olietank.

I den foreliggende sag henførte Natur- og Miljøklagenævnet forureningen til transportfirmaets tankvogn, da der ikke var tvivl om, at transportfirmaet påfyldte fyringsolie på den aftalte tank. Der var heller ikke tvivl om, at spildet skete, mens chaufføren var i gang med påfyldningen, og at spildet ikke var sket, såfremt transportfirmaet ikke havde igangsat påfyldningen.

Herefter undersøgte Natur- og Miljøklagenævnet, om fjernvarmeværket også skulle bære et ansvar for spildet på grund af olietankens defekte pejlesystem. Ansvar for fjernvarmeværket krævede imidlertid uforsvarlig adfærd.

Såfremt der fandtes at være ansvar for fjernvarmeværket, ville der foreligge en vertikal samvirkesituation, hvilket indebærer, at den enkelte medvirkendes handling har været en nødvendighed, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at der skete forurening. I en sådan situation skal myndigheden i givet fald vælge én af forurenerne som adressat for et påbud, fjernvarmeværket eller transportfirmaet.

Natur- og Miljøklagenævnet lagde til grund, at det elektroniske pejlesystem på fjernvarmeværkets olietank var defekt, da fjernvarmeværket bestilte 30.000 liter olie. Den fejlagtigt store mængdebestilling var en medvirkende årsag til forureningen, da der blev fyldt på i tillid til, at tanken kunne rumme så meget.

Efter det oplyste var der dog ingen indikationer på, at pejlesystemet var defekt på bestillingstidspunktet, og fjernvarmeværkets ansatte havde således ingen anledning til, at betvivle pejlesystemets udvisende.

På denne baggrund fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at fjernvarmeværket ikke havde handlet uforsvarligt, hvorfor fjernvarmeværket ikke kunne anses som forurener.

Fjernvarmeværket fik medhold i sin klage, således at alene transportfirmaet var rette påbudsadressat.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af den 19. maj 2014 kan læses her.