Energiklagenævnet har i en ny afgørelse fastslået, at en grundejerforenings egne spids- og reservelastkedler ikke udgjorde en relevant substitutionsmulighed for prisfastsættelsen i henhold til varmeforsyningslovens substitutionsprisprincip.

Substitutionsprisprincippet betyder, at afregningen af varme mellem to værker, hvor der er aftagepligt, skal ske til den laveste af pris af enten leverandørens omkostningsbestemte pris eller aftagerens substitutionspris. Substitutionsprisen er den pris, som aftageren vil kunne producere varmen for selv eller købe den for hos tredjemand.

Grundejerforeningen påberåbte sig substitutionsprisprincippet over for E.ON Produktion Danmark A/S, som havde overtaget det lokale kraftvarmeanlæg, der hørte til bebyggelsen.

Energitilsynet og altså senere også Energiklagenævnet fandt imidlertid ikke, at grundejerforeningen kunne påberåbe sig substitutionsprincippet. Begrundelsen var, at foreningen var sidste led i forsyningskæden og – må det forstås – således ikke kunne anses for et værk i den ovenfor anførte betydning.

Det ændrede ikke på resultatet, at grundejerforeningen havde egen blokvarmecentral. En anden slutbruger ville ifølge nævnets begrundelse således heller ikke kunne påberåbe sig substitutionsprisprincippet, selvom vedkommende havde en egen alternativ varmekilde, f.eks. et VE-anlæg, hvor varmen var billigere at producere.

Afgørelsen rejser spørgsmålet, om grundejerforeningen ville kunne have påberåbt sig substitutionsprisprincippet alligevel, hvis blokvarmecentralen med spids- og reservelastkedlerne var organiseret i et særskilt selskab. Ved en sådan selskabsudskillelse ville blokcentralen dog formentlig så også selv blive omfattet af varmeforsyningslovens prisregulering med de krav om anmeldelse af priser og vilkår samt budget- og regnskabsoplysninger, der følger heraf.

Energiklagenævnets afgørelse af 22. april 2015 kan læses her.