Skattemæssige forhold i forbindelse med sammenlægning af fjernvarmeselskaber
Skatterådet har i et bindende svar af den 21. oktober 2014 forholdt sig til en række skatteretlige problemstillinger i forhold til sammenlægning af to forbrugerejede fjernvarmeselskaber (A.m.b.a.’er). De to fjernvarmeselskaber ønskede at sammenlægge deres aktiviteter med henblik på en generel effektivisering.
Skattemæssigt var det ene fjernvarmeselskab – som driver kraftvarmeværker – skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2e, på grund af selskabets elproduktion. Selskabet blev således beskattet ligesom et aktieselskab. Det andet fjernvarmeselskab var fritaget fra selskabsskat efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.
Sammenlægningen skulle foretages ved, at aktiviteterne i det ene fjernvarmeselskab blev overdraget til et nystiftet aktieselskab – dog uden medarbejderne. Parterne forudsatte, at skattefritagelse skulle ”følge med” over i det nye selskab. Herefter skulle de to andelsselskaber fusioneres ved en skattepligtig fusion, hvorefter distributionsaktiviteterne skulle overdrages fra det fortsættende selskab til det nystiftede aktieselskab. Herefter udarbejder parterne en varmeleveringsaftale og en serviceaftale mellem selskaberne.
Skatterådet fandt bl.a., at det modtagne fjernvarmeselskab ville modtage et skattepligtigt indskud af aktiver og passiver fra det ophørende fjernvarmeselskab i forbindelse med fusionen.
Derudover fandt Skatterådet, at det nystiftede aktieselskab hverken ville miste sin skattefrihed efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, i forbindelse med apportindskud af distributionsaktiviteterne fra det fortsættende fjernvarmeselskab eller som følge af, at selskabet køber serviceydelser og varme fra fjernvarmeselskabet.
Sluttelig fandt Skatterådet, at sammenlægningen ikke ville få skattemæssige konsekvenser for andelshaverne i nogle af de to selskaber, da andelshaverne ikke i forbindelse med sammenlægningen vil modtage et formuegode af økonomisk værdi, der kan sidestilles med et likvidationsprovenu. Tværtimod har andelshaverne i varmeværkerne uændrede rettigheder og pligter efter sammenlægningen.
Skatterådets bindende svar af 21. oktober 2014 (optrykt i SKM 2014.780) kan læses her.