Gladsaxe Kommune havde truffet beslutning om ekspropriation af en ejendom efter vejlovens regler i forbindelse med en trafikomlægning. Ejendommen blev anvendt som rockerborg.

Ejeren havde indbragt sagen for domstolene med påstand om, at ekspropriationen var ugyldig, da kommunens reelle begrundelse for ekspropriationen ifølge ejere var et ønske om at få fjernet rockernes klubhus. Ejeren anmodede samtidig om, at retssagen om ekspropriationens gyldighed blev tillagt opsættende virkning, hvilket han fik medhold i af byretten. Østre Landsret afviste imidlertid, at der var grundlag for undtagelsesvis at tillægge søgsmålet opsættende virkning.

Ejeren havde bl.a. henvist til nogle avisartikler, hvor borgmesteren nogen tid før ekspropriationen havde udtalt, at man ikke ville have rockere i kommunen og ville gøre alt for at slippe af med rockerborgen. Byretten lagde i sin afgørelse vægt på det tidsmæssige sammenfald mellem disse udtalelser og den efterfølgende ekspropriation, samt at manglende opsættende virkning ville betyde, at ejendommen blev revet ned, inden retten havde afgjort sagen. Østre Landsret henviste heroverfor til, at det er det klare udgangspunkt, at anlæg af retssag i forhold til en myndighedsbeslutning, herunder om ekspropriation, ikke medfører opsættende virkning. Det følger dog af retspraksis, at opsættende virkning undtagelsesvis kan tillægges ud fra en afvejning af parternes interesse i sagen. I den aktuelle sag fandt landsretten, at kommunen havde påvist en saglig interesse i den planlagte trafikomlægning. Heroverfor måtte det konstateres, at ejeren ikke havde nogen særlig tilknytning til ejendommen, som han kun havde ejet i kort tid, hvorfor hans interesse i sagen måtte antages at være af overvejende økonomis art. Til trods for det oplyste om borgmesterens tidligere udtalelser i sagen var der herefter ud fra en samlet afvejning af parternes interesser ikke grundlag for undtagelsesvis at tillægge søgsmålet opsættende virkning.

Sagen blev herefter sendt tilbage til byretten, hvor den i øvrigt senere blev afvist, da den skulle være anlagt mod Vejdirektoratet som klageinstans og ikke mod kommunen, jf. omtalen af byrettens dom nedenfor.

Østre Landsrets kendelse af den 2. oktober 2015, 21. afd., B-1780-15 (refereret i U 2016.619 Ø).