Den ovenfor omtalte retssag vedrørende Gladsaxe Kommunes beslutning om ekspropriation af en ejendom efter vejlovens regler blev anlagt efter, at ejeren først havde forsøgt at få beslutningen tilsidesat via en klage til Vejdirektoratet. Da Vejdirektoratet ikke gav ejeren medhold, anlagde han sag mod kommunen.

Under retssagen gjorde kommunen gældende, at retssagen skulle være anlagt mod Vejdirektoratet, som havde foretaget en fuldstændig prøvelse af kommunens ekspropriationsbeslutning – såvel af retlige som af skønsmæssige spørgsmål. Byretten var enig i, at det i en sådan situation var Vejdirektoratets afgørelse, som skulle være genstand for domstolsprøvelse. Kommunen blev derfor frifundet.

Det fremgår af dommen, at ejeren efterfølgende også havde anlagt sag mod Vejdirektoratet. Byretten bemærkede i tilslutning hertil, at Gladsaxe Kommune ville være forpligtet til at følge den afgørelse, som retten til sin tid måtte træffe i sagen mellem ejeren og Vejdirektoratet.

Dommen er i overensstemmelse med retspraksis. Der findes lignende eksempler, hvor ekspropriation er gennemført efter lovgivning, hvor klageinstansen er Natur- og Miljøklagenævnet, og hvor rette sagsøgte derfor er nævnet, som har stadfæstet kommunens afgørelse om ekspropriation, og ikke kommunen. Der findes dog eksempler i ældre domme vedrørende ekspropriation efter vejlovens regler, hvor domstolene har behandlet sager anlagt mod kommuner om gyldigheden af ekspropriationsbeslutninger efter vejloven, selv om disse har været forelagt og er blevet stadfæstet af Vejdirektoratet. Forklaringen herpå er antagelig, at spørgsmålet om rette sagsøgte ikke har været rejst, hvorfor domstolene ikke har haft anledning til at forholde sig hertil.

Retten i Glostrups dom af 4. september 2015, BS 10N-47/2015 (refereret i MAD 2015.328).