SKATs styresignal præciserer begrebet ”kraftvarmekapacitet” i elpatron-ordningen

SKAT har den 2. september 2015 udstedt et styresignal, der beskriver de nærmere kriterier for, at en momsregistreret varmeproduktionsvirksomhed kan anses for at have kraftvarmekapacitet.

Momsregistreret varmeproduktionsvirksomheder, som leverer varme til kollektive fjernvarmenet, har ret til afgiftslempelse for varmen, der leveres til nettet, hvis de ikke samtidig producerer el, og hvis de har kraftvarmekapacitet eller havde kraftvarmekapacitet den 1. oktober 2005 (elpatron-ordningen).

Med ”kraftvarmekapacitet” forstås ifølge energiafgiftslovene tilfælde, hvor 100 % af varmeleverancen i mindst 75 % af året kan dækkes af kraftvarmeenheden og mindst 25 % af produktionen af el og varme i kraftvarmeanlægget udgøres af el.

SKATs styresignal har til hensigt at præcisere, at begrebet ”kraftvarmekapacitet” ifølge SKATs opfattelse også kan finde anvendelse i den situation, hvor en momsregistreret varmeproduktionsvirksomhed ikke selv opfylder lovens krav på sin egen kraftvarmeenhed, men hvor nettet forsynes med varmeleverancer fra en eller flere andre kraftvarmeenheder. De øvrige varmeleverancer kan således indgå ved opgørelsen af, om lovens krav er opfyldt.

Det er dog en forudsætning for, at en varmeproduktionsvirksomhed kan medregne leverancer fra andre kraftvarmeenheder, at virksomheden selv bidrager til kraftvarmekapaciteten med varme fra virksomhedens egen enhed.

SKATs styresignal af 2. september 2015 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.