Revideret lugtvejledning
Miljøstyrelsen har sendt et udkast til en revideret vejledning om begrænsning af lugtgener fra virksomheder (lugtvejledningen) i høring. Udkastet er en revision af Miljøstyrelsens eksisterende lugtvejledning (vejledning nr. 4/1985).
Vejledningen er opdelt i følgende 8 kapitler:
- Introduktion
- Lugt
- Punktkilder
- Andre lugtkilder end punktkilder
- Foranstaltninger til reduktion af lugtgener
- Miljøledelse
- Regulering af lugt fra virksomheder
- Referenceliste
En væsentlig ændring, der er foretaget i den reviderede lugtvejledning, er enheden for lugt. Med den reviderede lugtvejledning indføres enheden European Odour Unit (OUE) i stedet for den hidtidige danske enhed Lugtenheder (LE). Lugtenheden OUE anvendes også i øvrige europæiske lande og i Miljøstyrelsens vejledning om husdyrbrug. Ved brug af denne lugtenhed skal den målte lugtkoncentration ikke divideres med lugtpanelets følsomhedsfaktor.
Af andre væsentlige ændringer kan det nævnes, at lugtgrænseværdien nu skal angives som en maksimal timemiddelværdi i stedet for som en maksimal minutmiddelværdi. Endvidere skal spredningsberegningerne – med OML-modellen – baseres på 10 års meteorologi i stedet for 1 års meteorologi. Desuden ændres de vejledende lugtgrænseværdier.
Den reviderede lugtvejledning indeholder endvidere et nyt kapitel om miljøledelse samt et nyt kapitel om andre lugtkilder end punktkilder (arealkilder, volumenkilder og transportkilder), hvori regulering af disse kilder og forskellige metoder til estimering af lugten fra disse kilder beskrives.
Idet der i den reviderede vejledning er foretaget ovenstående væsentlige ændringer, er der tillige indsat et kapitel, som beskriver, hvordan den reviderede lugtvejledning anvendes ved regulering af lugt fra nye og bestående virksomheder, herunder hvordan tilsynsmyndigheden håndterer ændringerne i forbindelse med revurdering af bestående virksomheders lugtvilkår.
Høringsfristen er den 11. december 2018, kl. 12:00.
Miljøstyrelsens høringsudkast af 29. oktober 2018 kan læses her.