Højesteret har stadfæstet Østre Landsrets dom i sag om genopførelse af en helårsbolig i sommerhusområde, efter at boligen var nedbrændt.

Højesteret fandt i lighed med landsretten, at reglen om kontinuitetsbrug i planlovens § 56, stk. 2 indebærer, at der inden for 3 år skal have været en vis relevant, faktisk anvendelse for at opretholde retten til den hidtidige anvendelse. Hverken behandlingen af brandforsikringssag, ejernes efterfølgende korrespondance og ansøgninger til kommunen eller kommunens delvise byggetilladelse kunne sidestilles med en sådan faktisk udnyttelse. Retten til helårsbeboelse var derfor bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud.

Sagen startede i 2008, hvor den omhandlede bygning til helårsbeboelse nedbrændte. Efter at brandforsikringssagen vedrørende bygningen var færdigbehandlet i 2010, solgte den hidtidige ejer ejendommen videre til sagsøgerne i juni 2010. Sagsøgerne henvendte sig herefter gennem en arkitekt til kommunen med henblik på at opnå byggetilladelse til opførelse af en ny helårsbeboelse. Kommunen meddelte i forlængelse af henvendelserne en afgørelse om niveauplaner den 2. december 2010 og byggetilladelse den 21. februar 2011.

Byggetilladelsen blev påklaget af en nabo, hvilket førte til, at Natur- og Miljøklagenævnet ophævede byggetilladelsen som stridende med områdets status som sommerhusområde, idet nævnet fandt, at retten til helårsbeboelse var bortfaldet i medfør af planlovens § 56, stk. 2. Nævnet afviste efter en senere henvisning fra sagsøgerne at genoptage sagen. Herefter indgav sagsøgerne stævning mod Natur- og Miljøklagenævnet, men tabte i sagen i både by- og landsret.

Højesteret udtaler i sin dom indledningsvist, at Højesteret at enig i landsrettens fortolkning af retsgrundlaget i planlovens § 56, stk. 2:

”Efter ordlyden af den tidligere sommerhuslovs § 7 b, stk. 1, og forarbejderne hertil samt forarbejderne til planlovens § 56, stk. 2, finder Højesteret, at udtrykket ”når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år” i planlovens § 56, stk. 2, må forstås på den måde, at der til udnyttelse – og dermed som betingelse for, at retten til helårsbeboelse ikke bortfalder – som udgangspunkt kræves en vis relevant faktisk anvendelse af ejendommen inden for de 3 år.”

Højesteret tager herefter stilling til, om sagsøgernes ansøgninger og kommunens afgørelse havde udgjort en sådan faktisk anvendelse, at der ikke var sket kontinuitetsbrud:

”Efter de foreliggende oplysninger har ejendommen ikke været anvendt til helårsbeboelse i tre år efter branden, og der har heller ikke i perioden været iværksat arbejder på ejendommen med henblik på at genoptage anvendelsen af denne som helårsbolig. Højesteret finder, at de tiltag og bestræbelser, som er foretaget af den tidligere ejer og af Lene Dinesen og Torben Staal Dinesen med henblik på at få renoveret ejendommen eller genopført den som helårsbolig efter branden i 2008, ikke er af en sådan karakter, at de – hver for sig eller tilsammen – kan anses for at udgøre en udnyttelse af retten til helårsbeboelse efter planlovens § 56, stk. 2. Lene Dinesen og Torben Staal Dinesens ansøgning til Middelfart Kommune om byggetilladelse og kommunens afgørelse om indlæggelse af niveauplan kan således ikke anses for at udgøre en udnyttelse af retten til helårsbeboelse i bestemmelsens forstand eller forhold, der kan sidestilles dermed. Det samme gælder den tidligere ejers korrespondance med Middelfart Kommune og forhandlinger med brandforsikringsselskabet. Højesteret finder endvidere, at de nævnte forhandlinger ikke kan føre til suspension af 3-års fristen.”

Da hverken den tidligere ejers ansøgninger, sagsøgernes ansøgninger eller kommunens afgørelse om niveauplaner havde karakter af den nødvendige, faktiske anvendelse, fandt Højesteret således, at retten til helårsbeboelse var bortfaldet.

Højesterets dom af 25. august 2015 kan læses her.