Påbud om overholdelse af støjvilkår ophævet
Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Bornholms Regionskommunes påbud om overholdelse af støjvilkår til en virksomhed i landzone. Ophævelsen er begrundet med, at regionskommunen ikke havde inddraget ændringer i virksomhedens indretning og drift i sin afgørelse i sagen. Nævnet anfører afslutningsvis nogle bemærkninger, som sandsynligvis er møntet på den bredere kreds af kommuner.
Sagen opstod som følge af klager fra en nabo til virksomheden. Naboerne klagede over støjgener, som efter naboernes opfattelse var værst i tidsrummet kl. 06:00-07:00 i hverdagene. Virksomheden var ikke omfattet af krav om miljøgodkendelse.
I juni 2013 foretog regionskommunen på baggrund af de indkomne klager orienterende støjmålinger udenfor virksomheden. Støjmålingerne viste, at virksomheden ville have problemer med at overholde de vejledende støjgrænser for nattetimerne, hvis produktionen foregik med produktionshallens sydvendte port åben. Regionskommunen varslede på baggrund af de orienterende støjmålinger påbud om, at virksomheden skulle overholde de vejledende støjgrænser, samt at produktionen i nattetimerne skulle ske med den sydvendte port lukket.
Virksomheden oplyste som svar på det varslede påbud, at der efter virksomhedens opfattelse ikke var grundlag for at udstede påbud, idet virksomheden i mellemtiden havde ibrugtaget en ny produktionshal, til hvilken en væsentlig del af de støjende aktiviteter var flyttet. Under hensyn til virksomhedens oplysninger, udstedte regionskommunen det varslede påbud, dog således at vilkåret om lukning af port ikke indgik i et endeligt påbud.
Påbuddet blev påklaget af naboen til virksomheden, bl.a. med henvisning til, at naboen ikke kunne acceptere, at virksomheden kunne producere med åben port i nattetimerne.
Nævnet gennemgår i sin afgørelse indledningsvist den procedure for støjsager, som fremgår af støjvejledningen. Nævnet henviser i denne forbindelse særligt til vejledningens pkt. 5.2.2, hvor det fremgår, at tilsynskommunen på baggrund af de orienterende støjmålinger bør overveje, hvorvidt det er muligt inden for den tekniske og økonomiske ramme at reducere støjen tilstrækkeligt til, at virksomheden kan overholde de vejledende støjgrænser. Nævnet bemærker i tilknytning hertil, at det er almindelig praksis herefter at overlade det til virksomheden selv at redegøre for og vælge den bedste løsning til opfyldelse af myndighedernes krav.
Efter nævnets opfattelse skal støjsager således behandles på den måde, at der først foretages orienterende støjmålinger. Hvis støjmålingerne giver anledning til en formodning om, at støjgenerne er væsentlige, kan kommunen herefter med hjemmel i lovens § 72 pålægge virksomheden at redegøre for mulighederne for støjdæmpning samt at foretage yderligere støjmålinger. Først når dette grundlag foreligger, kan kommunen udstede påbud.
For så vidt angår den konkrete sag, udtaler nævnet, at regionskommunen på baggrund af de nye oplysninger fra virksomheden burde have foretaget fornyede undersøgelser. Regionskommunen havde derfor truffet afgørelsen på et ufuldstændigt grundlag, hvorfor påbuddet blev ophævet.
Endelig knytter Natur- og Miljøklagenævnet nogle generelle bemærkninger til behandling af sager om støj fra virksomheder uden miljøgodkendelse:
- I den konkrete sag var støjvilkårene knyttet til ”nærmeste beboelses udendørsarealer”. Nævnet bemærker hertil, at støjvilkår altid bør fastsættes til ”enhver enkeltbolig og dennes udendørsarealer”, da der ikke er sikkerhed for, at den nærmeste bolig nødvendigvis er den mest støjbelastede.
- Hvis der udstedes påbud om overholdelse af vejledende støjgrænser, skal kommunen forinden påbud udstedes sikre sig, at virksomheden rent faktisk kan opfylde de fastsatte støjgrænser. Dette sker normalt gennem virksomhedens tekniske/økonomiske redegørelse for mulighederne for overholdelse af støjgrænserne.
- Støjgrænserne gælder for virksomhedens samlede støjbidrag. Alle væsentlige støjkilder bør derfor inddrages, herunder støj fra intern transport, afkast, ventilation og udendørs aktiviteter.
- Ved vurderingen af, om støj fra virksomheden overstiger grænseværdierne, skal der indgå en konkret vurdering af, om støjen indeholder impulser eller tydeligt hørbare toner. I givet fald skal den målte støjniveau i den givne tidsperiode tillægges 5 dB, jf. støjvejledningens afsnit 2.1.
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2015 kan læses her.