Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Odense Kommunes påbud i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42 om at nedbringe støj mv. Sagen viser, at der som udgangspunkt ikke kan stilles skarpere støjkrav end de vejledende grænser i støjvejledningen, samt at der ikke kan påbydes at betale for støjdæmpende foranstaltninger på fremmed grund.

I sagen havde Odense Kommune meddelt støjdæmpende foranstaltninger mv. i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42. Påbuddet var meddelt til et lastbilværksted, som var nabo til et parcelhusområde. Baggrunden for sagen var, at virksomheden gennem en årrække havde støjet mere end støjvejledningens vejledende grænser. Da de nærmeste naboer havde accepteret overtrædelserne, havde kommunen ikke foretaget sig noget i denne anledning.

Efter salg af den ene af naboejendommene opsagde den nye ejer sin accept af overskridelserne, hvorfor kommunen behandlede virksomhedens støjforhold på ny. På baggrund af en konsulentrapport drøftede kommunen mulighederne for støjreduktion med virksomheden, og der blev under disse drøftelser peget på etableringen af en 5 m høj støjvold, samt udskiftning af vinduer i den beboelsesejendom, som var mest belastet med støj. Støjvolden kunne kun delvist etableres på virksomhedens egen grund.

Herefter udstedte kommunen herefter et påbud i medfør MBL § 42 med en række vilkår. Ifølge vilkår 1 skulle virksomheden overholde en række støjgrænser i forhold til boligerne, hvor grænseværdierne for dag og nat var lavere end støjvejledningens grænser. Virksomheden blev i vilkår 2 påbudt at betale for udskiftning af vinduerne på første sal med særligt støjisolerede vinduer, såfremt ejeren af boligen ønskede dette. Som vilkår 3 bestemte kommunen, at virksomheden op til 1 gang årligt på forlangende skulle dokumentere, at støjgrænserne var overholdt.

Afgørelsen blev påklaget af 2 naboer. Den første nabo påklagede etableringen af støjvolden, som skulle opføres umiddelbart op til denne nabos ejendom. Naboen anførte, at denne ikke ønskede det eksisterende beplantningsbælte udskiftet med en støjvold, som ville forringe udsigten. Den anden nabo anførte, at han ikke ønskede sine vinduer udskiftet. Han anførte endvidere, at støjvolden ikke ville være realiserbar uden ekspropriation af en del af hans ejendom.

Om vilkår 1 bemærker Natur- og Miljøklagenævnet i sin afgørelse, at det er praksis at fastsætte støjgrænser svarende til de vejledende støjgrænser, uanset om virksomheden i øvrigt kan overholde lavere støjgrænser.

Om vilkår 2 bemærker nævnet, at der i MBL § 42 hverken er hjemmel til at påbyde virksomheden at betale for udskiftninger af vinduer på fremmed grund, eller at påbyde 3. mand at tåle en sådan udskiftning.

Vedrørende nabo nr. 2s bemærkningerne til støjvolden og risikoen for ekspropriation anfører nævnet, at selvom der er metodefrihed ved nedbringelse af støjniveau, var det i den konkrete sag usikkert, om støjvolden kunne etableres, idet den var forudsat delvist etableret på fremmed grund.

Nævnet anfører herefter sammenfattende, at påbuddet om nedbringelse af støj er baseret på et tvivlsomt projekt, samt at vilkår 2 mangler hjemmel i MBL § 42. Hertil kommer, at de løsningsforslag, som var lagt til grund for afgørelsen og som havde til formål at beskytte naboerne, ikke sås at være i naboernes interesse. Nævnet finder herefter, at påbuddet skal ophæves og hjemvises til fornyet behandling.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 29. april 2016 kan læses her.