På baggrund af et længere forudgående sagsforløb med adskillige naboklager over lavfrekvent støj fra en virksomhed, havde en kommune med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 41 udstedt påbud til virksomheden om at dokumentere, at virksomheden overholdt de gældende grænseværdier. Påbuddet blev indklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af virksomheden.

Indledningsvist bemærkede Natur- og Miljøklagenævnet, at kommunen burde have henvist til miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, som begrundelse for påbuddet. Påbuddets lovlighed skulle derfor bedømmes med udgangspunkt i betingelserne for at anvende denne. Nævnet bemærkede i tilknytning hertil, at kommunen – før den udsteder undersøgelsespåbud efter § 72, stk. 1, på baggrund af en klage – som minimum gennem egne undersøgelser skal have skabt overvejende sandsynlighed for, at klagen er berettiget, og at der årsagssammenhæng mellem forureningen og virksomhedens emissioner. Det kan normalt opnås ved at foretage orienterende målinger, hvilket dog er vanskeligt, når der er tale om lavfrekvent støj, hvorfor kommunen i sådanne tilfælde må basere sin umiddelbare vurdering på et andet grundlag.

Nævnet fandt herefter, at da kommunen som begrundelse for påbuddet alene kunne henvise til naboernes klager og en tre år gammel undersøgelse, havde kommunen ikke foretaget tilstrækkelige  undersøgelser til at have skabt den nødvendige sandsynlighed. Påbuddet var dermed ugyldigt idet der ikke var hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at udstede påbud på det foreliggende grundlag.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 23. maj 2014 kan læses her.