Opkrævning af dagrenovationsgebyr for en affaldsordning for park- og naturområder ikke lovlig
Økonomi- og Indenrigsministeriet har ved en udtalelse af 7. august 2014 fastslået, at en kommunes opkrævning af gebyr hos private husstande for indsamling af affald i kommunens park- og naturområder ikke havde hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Gebyropkrævningen var derfor ulovlig.
Ifølge sagens nærmere omstændigheder havde kommunen i 2008 vedtaget et tillæg til affaldsregulativet, som havde til hensigt at sikre renholdelsen af kommunens park- og naturområder. Ordningen blev anset for et supplement til dagrenovationsordningen. Et andelsboligselskab i kommunen anmodede statsforvaltningen om at vurdere lovligheden af den nye affaldsordning.
Ved en udtalelse af 26. august 2010 fandt statsforvaltningen, at affald, som efterlades i park- og naturområder, ikke havde en sådan tilknytning til kommunens husstande og virksomheder, at affaldet kunne anses for at vedrøre hverken husholdninger eller virksomheder. Ifølge statsforvaltningen havde affaldsgebyret for ordningen derfor ikke hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.
Kommunen indbragte herefter sagen for ministeriet. Kommunen fandt blandt andet, at de kommunale park- og naturområder primært er stillet til rådighed for kommunens borgere og husstande, og at det affald, der produceres i disse områder, alt overvejende svarer til det affald, der frembringes i private husholdninger. Derudover fandt kommunen, at borgerne havde en generel interesse i, at områderne renholdes.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte indledningsvist, at det var et krav for at opkræve gebyr på ulovbestemt grundlag, at kommunen leverede en konkret modydelse til den enkelte borger i kommunen. Ministeriet fandt ikke, at affaldsordningen indebar en tilstrækkelig konkret modydelse for den enkelte borgers gebyr, da affaldsbeholderne i park- og naturområderne var til rådighed for alle, der benyttede områderne. Ministeriet fandt heller ikke, at der var tale om en fakultativ serviceydelse, da affaldsgebyret ikke kunne fravælges.
Ministeriet fandt samtidig, at ordningen reelt skulle anses for at angå herreløst affald, som der ikke var hjemmel til at lave en ordning for efter miljøbeskyttelseslovens § 45. Dermed var der heller ikke hjemmel til at gebyrfinansiere omkostningerne hertil efter miljøbeskyttelseslovens § 48.
Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 7. august 2014 kan læses her.