Opdatering af regler om reelle ejere

Selskabsloven og erhvervsvirksomhedsloven (LEV) samt øvrige love er ved vedtagelse af lovforslag L205 blevet ændret og opdateret i forhold til reglerne om registrering af reelle ejere.

Den nuværende pligt for de omfattede virksomheder til at indhente, opbevare og registrere oplysninger om deres reelle ejere videreføres.

Med lovændringerne indføres bl.a. følgende nye tiltag:

  • En pligt for ejerne til at oplyse om deres reelle ejerskab ved anmodning herom fra virksomheden, som vedkommende er reel ejer af.
  • En pligt for de omfattede virksomheder m.v. til at oplyse om deres ejerforhold ved anmodning herom fra personer, der udfører kundekendskabsprocedurer efter hvidvaskloven.
  • Virksomhederne m.v. forpligtes desuden til at foretage en årlig undersøgelse af, om der er sket ændringer i de registrerede oplysninger om deres reelle ejere.
  • For at sikre, at de registrerede oplysninger om reelle ejere er nøjagtige og aktuelle, skabes der nye muligheder for at føre kontrol med oplysningerne, og disse vil fremover blive anvendt til at foretage en målrettet kontrol af oplysningerne.
  • Der indføres en mulighed for, at Erhvervsstyrelsen kan oversende virksomheder til tvangsopløsning ved skifteretten, hvis Erhvervsstyrelsen kan konstatere, at der er manglende eller mangelfuld registrering eller opbevaring af dokumentation. Det vil give mulighed for mere effektivt at følge op over for virksomheder, der ikke efterlever reglerne om reelle ejere.

Lovændringerne træder i kraft den 10. januar 2020, dog træder reglerne om tvangsopløsning ved bl.a. manglende eller mangelfuld registrering af reelle ejere i kraft den 1. juli 2019.

Den vedtagne ændringslov til selskabsloven m.v. af 2. maj 2019 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.