Nyt styresignal fra SKAT om moms på byggegrunde
SKAT har udsendt et nyt styresignal, hvori det præciseres, hvornår en levering af en byggegrund anses for en levering i momsmæssig forstand.
Levering af fast ejendom er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9. Levering af byggegrunde er dog ikke omfattet af fritagelsen fra ændringen af momsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2011 og er derfor efter dette tidspunkt momspligtige i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b.
Med ”byggegrund” forstår SKAT et ubebygget areal, som efter lov om planlægning (planloven) eller forskrifter udstedt i medfør heraf, er udlagt til formål, som muliggør opførelse af bygninger. Det er uden betydning for momspligten, om der er sket byggemodning og/eller senere vedtagne forskrifter for udnyttelsen af arealerne, der sætter begrænsninger på udnyttelsen heraf, herunder fastsætter specifikke formål med udnyttelsen af arealerne til byggeri.
Kun arealer, der ikke er beregnet til opførelse af en bygning, anses ikke for en byggegrund – f.eks. fredede eller strandbeskyttede arealer, men dog også arealer, der alene er udlagt til perspektivareal eller rammebelagt areal i kommuneplanen.
Ved vurderingen af momspligten anføres det af SKAT, at salg af ‘gamle’ bygninger (ældre end 5 år) med tilhørende grund som udgangspunkt ikke er omfattet af momspligt. I visse tilfælde kan et salg af en bygning med tilhørende grund dog anses som salg af en momspligtig byggegrund, f.eks. når salget sker med henblik på opførelse af en ny bygning. Afgørelsen beror i sidste ende på en objektiv vurdering af parternes hensigt ved den konkrete ejendomsoverdragelse, således som den eventuelt kan være formuleret i overdragelsesaftalen.
SKAT’s styresignal af 16. januar 2017 (SKM 2017.27 SKAT) kan læses her.