Ny pesticidstrategi vedtaget

Der blev den 21. april 2017 indgået politisk aftale om en ny pesticidstrategi for 2017-2021 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Det er hensigten at fastholde målet om, at belastningen fra pesticider skal mindskes med 40 %, og at beskyttelsen af grundvandet styrkes. Samtidig skal kontrollen med forhandlere af pesticider til erhvervsmæssig brug skærpes for at reducere anvendelsen af ulovlige pesticider. Det er ligeledes et led i aftalen, at gebyret for ansøgninger for mindre anvendelser af pesticider, der typisk anvendes på små arealer, sænkes for at fremme produktionen af bl.a. dansk frugt og grønt.

På baggrund af undersøgelser foretaget i henhold til sprøjtemiddelstrategien for 2013-2016 har Miljøstyrelsen vurderet, at der kan tages flere pesticider i brug, uden at det går ud over beskyttelsen af grundvand, sundhed og miljø. Dette er også en del af den nye pesticidstrategi. Strategien indeholder også en handlingsplan for at forebygge resistens ved brug af principper for godt landmandskab.

I relation til grundvandsbeskyttelsen har aftaleparterne endvidere besluttet, at der i 2017 skal udarbejdes en handlingsplan om yderligere initiativer til beskyttelse i BNBO-områder (BoringsNære BeskyttelsesOmråder).

Aftalen om Pesticidstrategi 2017-2021 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.