Ny brændeovnsskrotningsbekendtgørelse i høring
Miljøstyrelsen har i perioden fra den 29. oktober til 9. november 2015 sendt et udkast til bekendtgørelse om tilskud til skrotning af ældre brændeovne og pejseindsatse i høring.
Det er hensigten med bekendtgørelsen at indføre en ordning, hvor der gives tilskud på 2.150 kr. til at skrotte ældre brændeovne og pejseindsatse fra 1990 eller tidligere. Undersøgelser viser, at brændeovne og pejseindsatser fra 1990 og før i gennemsnit udleder op til 5 gange flere partikler end en ny, svanemærket brændeovn.
Bekendtgørelsen regulerer kravene for meddelelse af tilskud til skrotning af en brændeovn eller pejseindsats. Følgende kriterier skal være opfyldt for at være tilskudsberettiget:
- brændeovnen skal være fra 1990 eller før
- brændeovnen skal have været tilsluttet pr. 29. oktober 2015 på ansøgerens adresse
- brændeovnen skal være frakoblet
- kun private personer kan få tilskud
- der kan kun gives ét tilskud pr. ansøger
- der kan kun gives ét tilskud pr. adresse
Ansøgning om tildeling af skrotningstilskud foretages digitalt til Miljøstyrelsen. Ansøgningen vedlægges dokumentation for, at betingelserne for få tilskud er opfyldt. Dokumentationen består af en tro og love-erklæring og en skrotningsattest fra en skorstensfejer.
Ansøgning om tilskud til skrotning af en brændeovn eller pejseindsats er ikke betinget af, at der installeres et nyt fyringsanlæg. Det står ansøgeren frit for at vælge en anden varmekilde.
Høringsudkastet til bekendtgørelsen kan læses her.