Ny bekendtgørelse og vejledning om brandfarlige og brændbare væsker i høring
Den 29. juni 2016 har Beredskabsstyrelsen sendt et forslag til en ny bekendtgørelse om brandfarlige og brændbare væsker i høring. Endvidere sendes et forslag til en vejledning til bekendtgørelsen og en ændring af eksisterende tekniske forskrifter i høring.
Høringsudkastet har som overordnet formål at revidere de eksisterende regler om brandfarlige væsker, herunder en forenkling af reglerne, da den eksisterende bekendtgørelse om brandfarlige væsker og den eksisterende bekendtgørelse om tekniske forskrifter for brandfarlige væsker samles i den nye bekendtgørelse.
Særligt skal høringsudkastet sikre en opdatering i forhold til den teknologiske udvikling på området og en harmonisering med de internationale klassifikationssystemer for brandfarlige væsker.
Det foreslås, at der ved fastlæggelsen af anvendelsesområdet for den nye bekendtgørelse vil ske en overflytning af reglerne om brandfarlige væsker i tanke. Som en konsekvens heraf vil reguleringen af brandfarlige væsker i emballager i bygninger samtidig fremover skulle ske i byggelovgivningen. Dette anser Beredskabsstyrelsen også som en naturlig følge af overflytningen af oplag i højlagre mv. til byggelovgivningen.
Høringsfristen er udløbet.
Høringsudkastet kan læses her.