Ny bekendtgørelse om tilskud til privat, urørt skov

Miljøstyrelsen har sendt en ny bekendtgørelse og vejledning om tilskud til privat, urørt skov i høring.

Tilskudsordningen til privat, urørt skov er en nationalfinansieret tilskudsordning, som udgør en del af Naturpakken. Som hidtil kan tilskud efter denne ordning kun søges af og ydes til private ejere af skov.

Ordningens overordnede formål er at sikre stabile levesteder for arter, der er knyttet til skov, ved at beskytte naturmæssigt værdifulde skovarealer og særlige levesteder for disse arter. Udpegningen af privat, urørt skov skal være omkostningseffektiv og målrettet skove med potentiale for store naturværdier. Derfor er tilskudsordningen rettet mod kortlagte Natura 2000-skovnaturtyper og andre gamle skove med hjemmehørende træarter og et højt naturindhold.

Forslaget til den nye bekendtgørelse har til hensigt at indføre ændringer, der skal gøre tilskudsordningen mere simpel og lettere at administrere. De væsentligste ændringer i forhold til den gældende bekendtgørelse er, at:

  • Tilskuddet skal bestå af en konkret vurdering af realiseringsværdien af den tilbageværende, stående bevoksning, som overgår til urørt skov, samt en kompensation for tabte, fremtidige indtægter, som afstås ved en aftale om urørt skov.
  • Tilskuddet udbetales som engangskompensation, efter forpligtelserne er tinglyst.

Det er en forudsætning for vedtagelsen af bekendtgørelse, at tilskudsordningen bliver statsstøttegodkendt. Dette forventes at ske inden juli 2017.

Sammen med bekendtgørelsen sendes endvidere en opdateret vejledning ligeledes i høring.

Høringsfristen er udløbet.

Udkast til bekendtgørelsen og vejledningen af 21. februar 2017 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.