Ny PRTR-bekendtgørelse sendt i høring

Miljøstyrelsen har sendt et udkast til en ny bekendtgørelse om indberetning til et register over udledning og overførsel af forurenende stoffer (PRTR) i høring.

I en årrække har visse danske virksomheder været forpligtede til at indberette miljødata for deres virksomheder til Miljøstyrelsen i form af grønne regnskaber. Siden 2006 har en række virksomheder derudover efter EU’s PRTR-forordning været forpligtet til at indberette udledninger af forurenende stoffer over visse tærskelværdier til en fælles europæisk database (E-PRTR). I 2010 blev bekendtgørelsen om grønne regnskaber og PRTR-bekendtgørelsen skrevet sammen i én samlet bekendtgørelse, således at PRTR-data blev indeholdt i de grønne regnskaber. Det er denne bekendtgørelse, der foreslås erstattet med den nye PRTR-bekendtgørelse.

I efteråret 2014 lancerede miljøministeren og erhvervs- og vækstministeren sammen en række initiativer, der skulle modernisere virksomheders miljørapportering, heriblandt en afskaffelse af de grønne regnskaber. PRTR-forordningen er dog stadig i kraft, hvorfor det foreslås, at virksomheder omfattet af denne ordning fremadrettet alene skal indberette PRTR-data til Miljøstyrelsen, hvor de hidtil har indberettet grønne regnskaber indeholdende PRTR-data.

EU’s PRTR-forordningen er i sig selv gældende i Danmark, og udkastet til den nye PRTR-bekendtgørelse fastsætter derfor kun bestemmelser, som ikke findes i forordningen, eksempelvis om frister, kvalitetssikring af data og klageadgang. Dog er enkelte dele af forordningen gengivet i bekendtgørelsen for at lette forståelsen af reglerne.

Høringsfristen er den 2. september 2015.

Høringsudkastet til PRTR-bekendtgørelsen kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.