Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Gribskov Kommunes landzonetilladelse til ved ”udflytning” at opføre stuehus, stald og maskinhal uden nær tilknytning til den eksisterende bebyggelse på en landbrugsejendom. Natur- og Miljøklagenævnet fastslår, at der ikke eksisterer en umiddelbar ret efter planlovens § 35, stk. 1, nr. 3, til at foretage udflytning af driftsbygningerne på en landbrugsejendom.

Sagen drejer sig om en landbrugsejendom på ca. 34 ha, som grænsede op til en landsby. Ejendommens bygninger bestod i en trelænget gård med stuehus og driftsbygninger, som grænsedes umiddelbart op til landsbyen. Kommunen havde vedtaget en lokalplan for en mindre byudvikling med boliger i landsbyen. Lokalplanen omfattede den del af landbrugsejendommen, hvor bygninger var placeret. Lokalplanen gav mulighed for, at der kunne etableres i alt 4 boliger i landbrugsejendommens eksisterende bygninger, idet driftsbygningerne kunne rives ned og ombygges til boliger, mens stuehuset skulle bevares.

I forbindelse med udnyttelse af lokalplanens muligheder ønskede ejerne at etablere et nyt stuehus samt stald og maskinhal i det åbne land andetsteds på ejendommen, dog relativt tæt på landsbyen og de eksisterende bygninger. Både ejerne og kommunen var af den opfattelse, at ejerne havde ret til etablering af bygningerne i medfør af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, idet bygningerne var erhvervsmæssigt nødvendige som følge af omdannelsen af de eksisterende bygninger i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen havde i landzonetilladelsen anført, at når landbrugsejendommen i lokalplanen var udpeget til byudvikling, havde ejeren ret til at få erstatning ved at flytte uden for landsbyen og skabe nye bygningsmæssige rammer for landbrugsejendommen.

Landzonetilladelsen blev påklaget, hvor Natur- og Miljøklagenævnet udtalte, at da lokalplaner ikke medfører en handlepligt for grundejerne, kunne ejernes ønske om at udnytte lokalplanens muligheder ikke medføre en ret til udflytning af landsbrugsejendommens bygninger fra bymæssig bebyggelse til det åbne land. Det ansøgte var således ikke omfattet af undtagelsesreglen i lovens § 36, stk. 1, nr. 3, og forudsatte derfor en landzonetilladelse efter lovens § 35, stk. 1.

For så vidt angik spørgsmålet om landzonetilladelse efter § 35, stk. 1, udtalte nævnets flertal, at der ikke forelå nogen driftsmæssig begrundelse for udflytning og opførelse af ny bebyggelse på ejendommen med en placering som ansøgt. Etableringen af de ønskede bygninger ville endvidere medføre en uønsket spredning af bebyggelsen i området i strid med de hensyn, som skal varetages ved administrationen af planlovens landzoneregler, ligesom opførelsen af den nye bebyggelse efter nævnets vurdering ville medføre en negativ påvirkning af landskabet. Herefter blev kommunens landzonetilladelse ophævet.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 14. november 2014 kan læses her.