Højesteret har ved dom fastslået, at en landmand ikke var fritaget for ejendomsavanceskat efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11 i forbindelse med overdragelsen af et areal til Vejle Kommune.

I 2008 overførte Vejle Kommune en del af landmandens landbrugsjord fra landzone til byzone, hvorefter den offentlige ejendomsværdi af arealerne steg betydeligt, og som konsekvens heraf steg landmandens ejendomsskat. Kommunen havde i en periode forhandlet med landmanden om køb af arealet og havde ad to omgange gennemført åstedsforretning med henblik på ekspropriation. Der blev ikke indgået en frivillig handel med appellanten, og en ekspropriation blev heller ikke gennemført i forhold til ham.

Kommunen meddelte den 1. februar 2010 appellanten, at der ikke var politisk opbakning til at foretage yderligere sagsbehandling med henblik på at erhverve ejendommen ved ekspropriation eller frivillig handel. Landmanden anmodede herefter kommunen om at overtage arealerne i medfør af planlovens § 47 a.

Højesteret fandt ikke sagens omstændigheder omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., da det er en betingelse for skattefrihed efter bestemmelsen, at ekspropriation skal kunne påregnes på aftaletidspunktet, hvilket ikke var tilfældet under den konkrete sag.

Endelig tog Højesteret stilling til, om formålet med ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 kunne føre til, at kommunens overtagelse af arealerne efter planlovens § 47 a – ligesom overtagelser efter planlovens § 48 – alligevel må anses for omfattet af skattefriheden. Ud fra en formålsfortolkning af planlovens § 47 a fandt Højesteret, at bestemmelsen forudsætter, at en værdistigning som følge af en zoneændring vil blive beskattet efter ejendomsavancebeskatningsloven. Kommunens overtagelse af arealerne kunne derfor ikke sidestilles med de afståelser af en ejendom, der er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1.

Højesterets dom af 9. oktober 2017 kan læses her.