Kommunes afslag på at ekspropriere til fordel for et solvarmeanlæg kunne ikke indbringes for Energiklagenævnet

Energiklagenævnet har ved afgørelse af 8. oktober 2015 afvist at behandle en klage over en kommunes afslag på at ekspropriere til fordel for et godkendt solvarmeanlæg.

Beslutningen omfattede muligheden for at ekspropriere efter varmeforsyningslovens §§ 16 og 17 og dermed realisere etableringen af et 50.000 m2 godkendt solvarmeanlæg. Tønder Kommune afviste at ekspropriere og begrundede dette med, at solvarmeprojektet kunne placeres andetsteds eller nedskaleres og dermed ikke behøvede at blive placeret på den omfattede matrikel.

Beslutningen blev med henvisning til varmeforsyningslovens § 26, stk. 1 påklaget til Energiklagenævnet. Klager anførte, at det hverken var muligt at nedskalere eller placere projektet et andet sted, samt at hensynet til fjernvarmeforbrugernes interesse i at etablere et solvarmeanlæg måtte vægtes højere end hensynet til ejerne af matriklen.

Energiklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet ikke fandt, at beslutningen kunne henføres til det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. Tønder Kommunes beslutning om at afvise ekspropriation ændrede således ikke på retstilstanden, hvorfor beslutningen ikke kunne anses som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand og dermed ikke var omfattet af varmeforsyningslovens § 26, stk. 1.

Afgørelsen fastslog således, at Energiklagenævnets kompetencer, jf. varmeforsyningslovens § 26, stk. 1, kun omfatter afgørelser, der ligger inden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.

Energiklagenævnets afgørelse af 8. oktober 2015 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.