Vestre Landsret har afsagt dom i en sag, hvor en borger krævede erstatning fra en kommune for forsinkelse og ekstraomkostninger ved sommerhusbyggeri. Baggrund for sagen var, at to af kommunens afgørelser vedrørende byggeriet var blevet underkendt i efterfølgende instanser. Landsretten fandt dog – i lighed med byretten – ikke, at kommunen havde handlet ansvarspådragende ved at meddele de ugyldige afgørelser, og kommunen blev derfor frifundet for erstatningspåstanden.

Sagens baggrund var nærmere, at sagsøgeren havde fået byggetilladelse til at opføre et sommerhus. Da byggeriet imidlertid ikke var nået langt i løbet af det første år, blev kommunen i tvivl om, hvorvidt byggetilladelsen var bortfaldet i medfør af byggelovens § 16, stk. 7. Kommunen indhentede en udtalelse af Energistyrelsen, som støttede kommunens umiddelbare opfattelse om, at byggetilladelsen var faldet bort. Kommunen meddelte herefter et standsningspåbud, idet kommunen fandt, at byggetilladelse var bortfaldet i henhold til byggelovens § 16, stk. 7. Kommunens påbud blev påklaget og opretholdt af Statsforvaltningen. Sagsøgeren anlagde sag mod Statsforvaltningen, som under sagen tog bekræftende til genmæle. Statsforvaltningen traf herefter en ny afgørelse, hvor standsningspåbuddet blev fundet ugyldigt.

Sideløbende var der opstået en problematik omkring byggetilladelsens overensstemmelse med lokalplanen, og kommunen havde meddelt afslag på dispensation. Baggrund for problematikken var, at der oprindeligt var indsendt byggeansøgning om to sommerhusbyggerier samlet (herunder sagsøgerens), men byggeprojektet tog kun hensyn til terrænforholdene på den anden grund. Byggeprojektet kunne således ikke udføres i overensstemmelse med byggetilladelsen og lokalplanen på sagsøgerens grund, hvilket kommunen ikke havde været opmærksom på ved behandling af byggeansøgningen. Kommunens afgørelse om ikke at meddele dispensation blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som fandt, at kommunen i den foreliggende situation ikke kunne nægte at meddele dispensation.

Sagsøgeren anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om, at kommunen var erstatningsansvarlig for en række udgifter, som sagsøgeren havde opdraget sig som følge af forsinkelse af byggeriet. Kommunen blev imidlertid frikendt af byretten, hvorefter sagsøgeren indbragte sagen for landsretten.

For så vidt angår spørgsmålet om det ugyldige standsningspåbud, udtaler landsretten, at da kommunen havde meddelt afgørelsen efter at have indhentet en udtalelse fra den overordnede myndighed, og da afgørelsen i øvrigt også blev godkendt af Statsforvaltningen som rekursmyndighed, havde kommunen ikke handlet ansvarspådragende ved at meddele det ugyldige standsningspåbud. Landsrettens begrundelse må forstås således, at kommunen ikke havde handlet uagtsomt, da der var tale om en kompliceret fortolkning, hvorfor kommunens fejl måtte anses for undskyldelig.

For så vidt angår kommunens nægtelse af dispensation, bemærker landsretten, at denne heller ikke ses at være ansvarspådragende. Landsretten lægger herved vægt på, at der i forbindelse med den oprindelige byggetilladelse blev stillet udtrykkeligt vilkår om overholdelse af lokalplanens bestemmelser, samt at sagsøgerens arkitekt på baggrund heraf efterfølgende havde indsendt et revideret projekt, hvori var anført, at lokalplanens bestemmelser ville blive opfyldt.

Kommunen blev således frifundet for hele erstatningspåstanden, selvom kommunen ubestridt havde truffet to ugyldige afgørelser i sagen. Sagsøgeren har ansøgt om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

Vestre Landsrets dom af den 10. september 2015 i V.L. B-0932-14.