Købspris for transmissionsledning fra Hillerød Kraftvarmeværk fastsat ved dom til 5,2 mio. kr.
Retten i Lyngby har fastsat et refusionsbeløb i forbindelse med Farum Fjernvarmes udnyttelse af forkøbsretten til en transmissionsledning til 84,8 mio. kr. Beløbet skal fratrækkes ledningens markedspris på 90 mio. kr. pr. 1. juli 2006, så den endelige købspris bliver 5,2 mio. kr. Vattenfall, der købte ledningen af DONG Energy i 2006, havde opgjort den endelige købspris under retssagen til 74,6 mio. kr.
Farum Fjernvarmes forkøbsret til ledningen følger af varmeforsyningslovens § 23 f. Bestemmelsen fastslår, at de forbrugere, som er tilsluttet et varmetransmissionsanlæg, skal tilbydes anlægget til markedspris, inden anlægget sælges til anden side (med mindre køberen er en kommune). Hvis parterne ikke kan blive enige om markedsprisen, skal denne fastsættes af Energitilsynet.
Transmissionsledningen forbinder Hillerød Kraftvarmeværk i sydgående retning til Farum og Værløse. DONG Energy solgte pr. 1. juli 2006 ledningen og kraftvarmeværket til Vattenfall, hvorved Farum Fjernvarmes forkøbsret efter varmeforsyningslovens § 23 f blev udløst. Vattenfall videresolgte i 2010 ledningen til I/S Vestforbrænding bl.a. på den betingelse, at Farum Fjernvarmes forkøbsret blev afklaret forinden.
I november 2015 fastsatte Energitilsynet ledningens markedspris til 90 mio. kr. pr. 1. juli 2006 med vilkår om, at der skulle udarbejdes en sædvanlig refusionsopgørelse for alle indtægter og udgifter vedrørende transmissionsledningen frem til overtagelsestidspunktet og ske refusion i overensstemmelse hermed.
Farum Fjernvarme opgjorde refusionsbeløbet på baggrund af de faktiske betalinger for brug af selve ledningen, der var fastsat i varmeleveringsaftalen for Hillerød Kraftvarmeværk. Vattenfall opgjorde derimod refusionsbeløbet som en allokeret andel af nettoresultatet for den samlede varmeforsyningsvirksomhed, selvom denne udover selve transmissionsledningen altså også omfattede varmeproduktionen på Hillerød Kraftvarmeværk.
Retten fandt, at Farum Fjernvarmes opgørelsesmetode skulle lægges til grund, og fastsatte som nævnt herefter refusionsbeløbet til 84,8 mio. kr. Vattenfall har anket dommen til landsretten.
Retten i Lyngbys dom af 29. marts 2016 kan læses her.