Ingen skattefrihed for grundejeren ved overtagelse efter planlovens § 47a
Ved et bindende svar af 24. juni 2014 fandt Skatterådet, at en kommunes overtagelse af en landbrugsejendom efter planlovens § 47a, stk. 1, ikke havde den konsekvens, at vederlaget til grundejeren var skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
Konkret var en landbrugsejendom beliggende i et område, der ifølge en vedtaget lokalplan var omdannet til byzone med henblik på parcelhusbebyggelse. Kommunen ønskede ikke at ekspropriere landbrugsejendommen med henblik på byudvikling, fordi ejendommen var beliggende i områdets etape 2, og fordi kommunen først ville have solgt og bebygget etape 1. Kommunen tilbød at erhverve ejendommen på ekspropriationslignende vilkår, men kunne ikke opnå enighed med grundejeren om overdragelsesprisen.
Grundejeren ønskede derfor ejendommen overtaget efter planlovens § 47a blandt andet under hensyntagen til, at ejendomsskatterne var steget markant for ejendommen efter overgangen til byzone. Grundejeren anmodede derfor Skatterådet om et bindende svar på, om vederlaget, som grundejeren ville modtage i forbindelse med kommunens overtagelse efter planlovens § 47a, var skattefri for grundejeren efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
Skatterådet fandt, at formålet med planlovens § 47a er at beskytte den landmand, som uden egen indflydelse bliver påtvunget en zoneændring, som indebærer forøgede ejendomsskatter. Bestemmelsen har derfor ikke karakter af en ekspropriationsbestemmelse, men udgør en ret for grundejeren til at forlange ejendommen overtaget af kommunen, men ikke en pligt hertil.
Overførslen fra land- til byzone medfører endvidere ikke indskrænkninger i ejendommens anvendelsesmuligheder til landbrugsformål.
Dermed resterede spørgsmålet blot, om de øgede ejendomsskatter i sig selv vil kunne tvinge grundejeren til at afstå arealerne, og om dette i givet fald kunne sidestilles med en ekspropriation. Dette afviste Skatterådet, da der efter rådets opfattelse skulle henses til, at stigningerne i ejendomsskatterne er et udslag af stigningen i ejendommens værdi, hvilket må anses for at kompensere grundejeren for ulempen herved.
Skatterådet afviste sluttelig, at forholdene i forbindelse med overtagelse efter planlovens § 47a ikke kan sammenlignes med forholdene i forbindelse med overtagelse efter lovens § 48 ved ejendomme udlagt til offentligt formål, hvor grundejeren pålægges væsentlige rådighedsindskrænkninger. Vederlag for overtagelse efter planlovens § 48 er skattefrit, hvorimod dette ikke er tilfældet i forbindelse med overtagelse efter § 47a. Skatterådets bindende svar er i overensstemmelse med hidtidig praksis.
Skatterådets bindende svar af 24. juni 2014 (SKM2014.564 SR) kan læses her.