Ingen erstatning for areal til spildevandsbassin som følge af fordele
Sagen angik erstatning som følge af ekspropriation af jord til brug for spildevandsbassiner i en boligudstykning i Funder ved Silkeborg. Taksationskommissionen havde tilkendt erstatning for de eksproprierede arealer på op til 180 kr. pr. m2 med henvisning til forventningsværdi. Overtaksationskommissionen for Aarhus og Holstebro fandt ikke, at der var grundlag for erstatning, da de fordele, som ejeren havde fået ved udstykningen, langt oversteg værdien af det eksproprierede areal, også selv om der blev taget hensyn til forventningsværdi.
Spildevandsbassinerne var udlagt i en lokalplan, som gav mulighed for at udstykke et nyt boligområde i Funder. Forud for vedtagelsen af lokalplanen havde kommunen udarbejdet en ganske detaljeret strukturplan (kommuneplantillæg), som beskrev de kommende udstykningsmuligheder herunder med indtegning af nødvendige spildevandsbassiner til håndtering af overfladevand. Ved den efterfølgende lokalplan blev bassinernes placering ændret. Det fremgik af lokalplanens redegørelse, at etableringen af bassinerne var en forudsætning for etablering af boligområdet, da overfladevand fra boligområdet ellers ville påvirke en nærliggende, målsat å. Spildevandsbassinerne omfattede et areal på ca. 16.000 m2 og var udlagt på arealer tilhørende to af flere lodsejere inden for lokalplanområdet. Disse lodsejere havde dog ifølge lokalplanen mulighed for at udstykke boliger på andre dele af deres ejendomme og blev således ikke fuldstændigt frataget udstykningsmuligheder.
Erstatningsspørgsmålet blev efter ekspropriationen forelagt Taksationskommissionen, som tilkendte op til 180 kr. pr. m2 for de eksproprierede arealer med henvisning til, at der på baggrund af kommuneplantillægget, hvor arealerne var udlagt til boligformål, var opstået forventningsværdi. Kendelsen blev af Silkeborg Kommune og Silkeborg Forsyning A/S indbragt for Overtaksationskommissionen med påstand om, at erstatningen skulle bortfalde ud fra fordelsbetragtninger, hvilket blev tiltrådt af Overtaksationskommissionen.
I kendelsen anføres det bl.a.:
”Det er i den aktuelle sag overtaksationskommissionens opfattelse, at ejerne af de berørte ejendomme i konsekvens af de muligheder lokalplanen – for hvilken regnvandsbassinerne er en forudsætning – giver i form af udstykning og efterfølgende salg opnår en så stor gevinst, at det langt overstiger værdien af de eksproprierede arealer, herunder den eventuelle forventningsværdi.”
Det forhold at der også var lodsejere i lokalplanområdet, som havde opnået udstykningsmulighed uden samtidig at skulle afstå arealer til spildevandsbassinerne, var i denne forbindelse ikke afgørende. Herefter fastsatte Overtaksationskommissionen erstatningen for arealerne til 0 kr.
Overtaksationskommissionen for Aarhus og Holstebros kendelse af 26. september 2014 i sag JY 8-2014.