Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at realitetsbehandle en klage over Favrskov Kommunes afgørelse efter brændeovnsbekendtgørelsen.

Favrskov Kommune meddelte den 22. september 2015 et påbud til ejeren af et 63 kW halmfyr om at nedbringe røggener fra fyret. Kommunen havde i årene op til påbuddet modtaget gentagne klager fra naboer over røg- og lugtgener fra fyret. Ved flere besigtigelser havde kommunen endvidere observeret kraftig røgudvikling og røgnedslag omkring ejendommen.

Ejeren klagede den 19. oktober 2015 til Miljø og Fødevareklagenævnet i overensstemmelse med kommunens klagevejledning, idet ejeren bestred, at kommunen havde foretaget undersøgelse af røgudvikling fra andre fyringsanlæg i området, og at røggenerne i området derfor kunne stamme fra disse andre røgkilder.

Nævnet fandt, at kommunernes afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 42 som udgangspunkt kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men at det imidlertid følger af miljøbeskyttelseslovens § 92, stk. 1, 1. pkt., at ministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der enkeltvis er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

I forhold til den konkrete sag fandt nævnet, at det af brændeovnsbekendtgørelsens § 14, stk. 2 fremgår, at bekendtgørelsen ikke er til hinder for, at tilsynsmyndigheden i en afgørelse kan meddele påbud eller forbud efter §§ 41 og 42 i miljøbeskyttelsesloven. Efter bekendtgørelsens § 14, stk. 4 kan tilsynsmyndighedens afgørelser efter § 14, stk. 2 imidlertid ikke påklages til anden administrativ myndighed. Da ejerens fyr var omfattet af bekendtgørelsens regulering, var ejeren således efter bekendtgørelsens regler afskåret fra at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over tilsynsmyndighedens påbud efter § 42.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2017 (NMK-10-01011) kan læses her.