Inddrivelse: SKATs behandling af klager over pålagte rykkergebyrer er en afgørelse
SKAT har den 28. april 2016 udsendt en meddelelse vedrørende håndteringen af gebyrer i forbindelse med inddrivelsen af restancer.
Ud fra et forsigtighedsprincip påførte SKAT en klagevejledning i skrivelser fra EFI-systemet, hvor der var pålagt rykkergebyr. Årsagen var, at SKAT fandt, at pålægget af gebyr udgjorde en selvstændig afgørelse i forvaltningslovens forstand. I Landsskatterettens afgørelse af 30. oktober 2014 (optrykt i SKM2014.867.LSR) fandt Landsskatteretten dog, at pålægget af et rykkergebyr efter inddrivelseslovens § 6 ikke havde karakter af en afgørelse.
Efterfølgende har Folketingets Ombudsmand præciseret, at pålægget af rykkergebyr har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, hvorimod behandlingen af en klage over et rykkergebyr har karakter af en afgørelse. Konsekvensen af ombudsmandens udtalelse er, at klager over gebyrer skal behandles skriftligt, og der skal træffes en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.
I forhold til SKATs virke er det væsentligt at vurdere, om der er tale om en klage over et gebyr, eller der er tale om vejledning om gebyret, hvis en borger eller virksomhed henvender sig. Det er kun i de tilfælde, hvor der er tale om en klage, at der skal træffes en afgørelse.
SKATs meddelelse af 28. april 2016 kan læses her.