Ikke hjemmel til at meddele påbud vedrørende strømgener
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i en sag vedrørende nedbringelse af strømgener i Slagelse Kommune. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at forurening i form af strømpåvirkning af vand ikke er omfattet af miljøbeskyttelsesloven, hvorfor der ikke var hjemmel til at meddele påbud til en mulig forurener.
Klagen blev indbragt af en ejer af en landbrugsejendom. Landbrugsejendommen har en malkekvægsbesætning på ca. 75 årskøer i løsdriftsstald. Klager havde i sin klage anført, at både beboerne og dyreholdet på klagers ejendom er stærkt påvirkede af elektriske netspændinger, som særligt findes i drikkevandet, og at det efter klagers opfattelse er en kommunal opgave at opspore kilden til den udefrakommende forurening.
I medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1 kan der meddeles påbud om, at en forurening skal nedbringes, herunder påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger. I medfør af bestemmelsens stk. 2 kan der endvidere meddeles påbud over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
Den 6. september 2018 traf Slagelse Kommune afgørelse om ikke at meddele påbud efter miljøbeskyttelsesloven, idet Slagelse Kommune vurderede, at kommunen ikke havde kompetence til at behandle klagen, idet miljøbeskyttelseslovens forureningsbegreb ikke omfatter forurening med strøm.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede efterfølgende klagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at forurening i form af strømpåvirkning af vand ikke er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, hvorfor der ikke i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42 var hjemmel til at meddele påbud til en mulig forurener.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede derfor Slagelse Kommunes afgørelse af 6. september 2018 om ikke at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 i anledning af klage over strømgener på ejers ejendom.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. april 2019 kan læses her.