Høring af forslag til direktiv om ændring af en række affaldsdirektiver
Miljøstyrelsen har på vegne af EU Kommissionen sendt et forslag til et direktiv med ændringer i eksisterende affaldsdirektiver i høring. Høringsfristen er den 3. september 2014.
Baggrunden for forslaget er en konstatering af, at medlemsstaterne i dag går glip af et stort økonomisk potentiale i genanvendelige materialer i medlemsstaternes affaldsstrømme. Der er samtidig meget store forskelle på affaldshåndteringen i medlemsstaterne og andelen af affald, der genbruges. Kommissionen ønsker med forslaget at skabe effektivisering af genanvendelsen af ressourcer med henblik på at skabe økonomiske og sociale fordele.
Overordnet har høringsudkastet blandt andet til hensigt at skabe ensartethed i de eksisterende begreber og forældede lovkrav og skabe enkelthed. Derudover skal målsætninger for genanvendelse øges, og der skal indføres restriktioner til affaldsdeponering, som skal opfyldes frem imod år 2030.
Udover høringsmaterialet angående ændringerne af affaldsdirektiverne omfatter høringen også meddelelsen Towards a circular economy; A zero waste programme for Europe inklusiv bilag og med tilhørende dokumenter i form af en fremskridtrapport om køreplan til et ressourceeffektivt Europa og en analyse af EU-mål for ressourceproduktivitet.
Høringsmaterialet kan læses her.