Højesteret har stadfæstet landsrettens dom, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnets påbud om retablering af forholdene ved to søer skulle anses for gyldigt.

Sagen angik et påbud efter naturbeskyttelsesloven, som Odsherred Kommune meddelte en privat virksomhed den 27. juni 2013, og som Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede ved sin afgørelse af 13. februar 2015.

Ifølge påbuddet skulle virksomheden retablere forholdene vedrørende to søer, således at søerne blev tilbageført til tilstanden før de ændringer, som blev foretaget i 2012, hvor de ubestridt opfyldte de areal- og naturmæssige betingelser for at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Under sagen var der mellem parterne enighed om, at søerne oprindeligt blev etableret uden de fornødne tilladelser i henhold til vandløbsloven og planloven. Spørgsmålet var imidlertid, om de manglende tilladelser til etablering af søerne og den omstændighed, at der ikke efterfølgende er truffet afgørelse om retlig lovliggørelse, medførte, at søerne ikke skulle anses for omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Det fremgik af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, at tilsynsmyndighedens adgang til at kræve fysisk lovliggørelse efter reglerne i vandløbsloven og planloven i 2012 var fortabt på grund af passivitet, fordi tilsynsmyndigheden og lodsejerne ikke inden rimelig tid havde reageret mod de ulovligt etablerede søer trods viden om de faktiske forhold.

Højesteret fandt imidlertid, at der hverken i ordlyden af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 eller i forarbejderne til bestemmelsen var holdepunkter for, at beskyttelsen i medfør af § 3 af en sø, der er etableret uden de fornødne tilladelser efter vandløbsloven og planloven, var betinget af, at der efterfølgende er truffet afgørelse om retlig lovliggørelse, når adgangen til at kræve fysisk lovliggørelse er fortabt som følge af passivitet.

Højesterets dom af 18. september 2017 kan læses her.