15, stk. 2, nr. 13 (nu nr. 14) indeholder hjemmel til, at der i en lokalplan optages bestemmelser om, at en grundejerforening har pligt til snerydning og glatførebekæmpelse på veje og stier i området.

Spørgsmålet opstod i en retssag om personskadeerstatning for en faldulykke på en privat fællesvej, hvor skadelidte havde fremsat krav over for både ejeren af den ejendom, ud for hvilken skaden skete, og over for grundejerforeningen for området. Skadelidte fik medhold i, at snerydning og glatførebekæmpelse ikke havde været i orden, hvorfor der skulle udbetales erstatning. Spørgsmålet var imidlertid, hvem der i sidste ende skulle udrede erstatningen.

Ejeren af ejendommen henviste til, at grundejerforeningen havde påtaget sig ansvaret for snerydning i området, hvilket fremgik af foreningens vedtægter.

Grundejerforeningen henviste til, at det aldrig havde været tanken, at foreningen skulle have ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse, og at vedtægternes bestemmelser herom var indsat på foranledning af kommunen og på baggrund af den dagældende bestemmelse i planlovens § 15, stk. 2, nr. 13. Grundejerforeningen anførte heroverfor, at denne bestemmelse imidlertid ikke gav hjemmel til via lokalplanen at pålægge grundejerforeningen en ”handlepligt”, ligesom det blev anført, at formuleringen i nr. 13 om ”fællesarealer og fællesanlæg” ikke omfattede veje. Heri var Højesteret imidlertid ikke enig.

I relation til den planretlige problemstilling fandt Højesteret, at der forelå den fornødne hjemmel i § 15, stk. 2, nr. 13 (nu nr. 14) til i en lokalplan at pålægge en grundejerforening sådanne krav. I den aktuelle erstatningssag blev konsekvensen heraf, at grundejerforeningen i sidste ende skulle betale erstatningen til skadelidte, da grundejerforeningen på baggrund af vedtægtsbestemmelsen havde påtaget sig forpligtelsen til at forestå snerydning og glatførebekæmpelse på de private fællesveje i området på medlemmernes vegne.

Højesterets dom af den 21. juni 2016 (sag 194/2015), hvor landsrettens dom i samme sag også findes (landsretten havde frifundet grundejerforeningen, idet et mindretal på en dommer, dog ville dømme grundejerforeningen på baggrund af den fortolkning af planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, som Højesteret så efterfølgende erklærede sig enig i) kan læses her.