En gyllebeholder kunne ikke anses for nødvendig for driften af nogle naboarealer, da der ikke forelå oplysninger om et langvarigt forpagtningsforhold. Gyllebeholderen krævede derfor landzonetilladelse, fastslår Planklagenævnet i en ny afgørelse. Nævnet gør dog også opmærksom på, at reglerne nu er ændret.

Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom eller landbrugsbedrift, bortset fra husdyranlæg, kræver ikke landzonetilladelse. Det følger af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Ordet ”landbrugsbedrift” blev indsat ved moderniseringen af planloven i 2017. Det betød en lempelse, da begrebet ”landbrugsejendom” i sig selv fortolkes snævert til kun at omfatte selve den matrikulært afgrænsede ejendom og eventuelle tilforpagtede jorder, hvis der altså er tale om traditionelle langvarige forpagtningsforhold.

I den konkrete sag – der blev afgjort efter de gamle regler – havde Stevns Kommune anvendt bestemmelsen på en gyllebeholder, hvorfra der skete udbringning til selve den matrikulært afgrænsede ejendom og til nogle naboarealer.

Planklagenævnet fandt imidlertid ikke, at gyllebeholderen kunne anses for nødvendig til driften af naboarealerne, da de jo ikke udgjorde en del af matrikulært afgrænsede ejendom, og da kommunen heller ikke havde undersøgt, om der forelå langvarige forpagtningsforhold.

Nævnet ophævede og hjemviste derfor kommunens afgørelse til fornyet behandling. Samtidig vejledte nævnet dog også kommunen om, at gyllebeholderen efter den nye formulering af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, alternativt blot skal være nødvendig for landbrugsbedriften.

Da en landbrugsbedrift kan omfatte flere ejendomme end den matrikulært afgrænsede ejendom og ikke nødvendigvis forudsætter indgåelse af langvarige forpagtningsforhold, betyder det samlet set en lempelse af tilladelseskravet som beskrevet ovenfor.

Planklagenævnets afgørelse af 29. januar 2018 kan læses her.