Gældende sprøjtemiddelstrategi forlænget i et år
Partierne bag sprøjtemiddelstrategien 2013-2015 er blevet enige om at forlænge denne i et år yderligere til og med 2016.
Aftaleparterne har i forbindelse med forlængelsen besluttet at fastholde den overordnede målsætning om 40 % reduktion i belastningen i 2015, idet det først medio 2016 kan vurderes, om målet er nået.
Aftaleparterne har endvidere besluttet, at hovedparten af strategiens initiativer videreføres i 2016 på samme måde og med samme kadence som i 2013-2015. Der er dog to områder, hvor initiativerne ændres.
Der er i 2015 afsluttet en international vurdering af pesticidgodkendelsesordningens regler om grundvandsbeskyttelse. Som opfølgning herpå gennemføres frem til medio 2016 en række analyser, som skal danne baggrund for en vurdering af, om de nuværende vurderingsprincipper for godkendelse af sprøjtemidler kan ændres uden forringelse af beskyttelsen af grundvandet. Konklusioner fra analyserne vil danne baggrund for evt. udarbejdelse af initiativer på området i en ny sprøjtemiddelstrategi gældende fra 2017.
Herudover vil IPM-initiativerne på baggrund af erfaringerne fra de første år blive fokuseret anderledes i 2016, bl.a. med henblik på, at viden om IPM skal nå ud til flere i jordbrugserhvervet.
Høringsfristen er den 25. november 2015.
Høringsudkast til forlængelse af sprøjtemiddelstrategien kan læses her.