Fjernvarmeværk kunne få afgiftslempelse efter elpatronordningen på et elkedelanlæg

Skatterådet har den 25. september 2015 i et bindende svar bekræftet, at et fjernvarmeselskab kunne få tilbagebetalt den del af elafgiften, som selskabet havde indkøbt og anvendt til varmeproduktion på elkedler, der var etableret på fjernvarmeselskabets grund, men ejet af et kommunalt selskab.

Det er oplyst, at fjernvarmeselskabet ejer et kraftvarmeværk, der producerer varme og el. Fjernvarmeselskabet driver desuden efter aftale med kommunen og kommunes varmeselskab et elkedelanlæg, som alene producerer varme til det kommunale fjernvarmenet. Elkedelanlægget er placeret på samme grund som kraftvarmeværket, men ejes og vedligeholdes af det kommunale selskab. Parterne har aftalt, at fjernvarmeselskabet har den økonomiske risiko for elkedelanlæggets drift, herunder fx i forhold til indkøb og anvendelse af el.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt fjernvarmeselskabet var berettiget til en afgiftslempelse efter elafgiftslovens § 11 for fjervarme fra elkedelanlægget, fandt Skatterådet, at anlægget kunne anses for at levere varme uden elproduktion til et kollektivt fjernvarmenet.

Angående ejerskabskonstruktionen for anlægget fandt Skatterådet efter en samlet vurdering, at fjernvarmeselskabet kunne opnå afgiftslempelse efter elpatronordningen (elafgiftslovens § 11, stk. 16), selvom selskabet ikke var ejer af elkedelanlægget. Ud fra parternes aftale forudsatte Skatterådet dog, at det er fjernvarmeselskabet, der har det fulde driftsmæssige ansvar for elkedelanlægget.

Skatterådets bindende svar af 25. september 2015 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.