Energiklagenævnet har i en nylig afgørelse fastslået, at en varmeforsyningsvirksomhed kunne opkræve fast bidrag hos en grundejerforening baseret på effekten af den fælles installerede varmeveksler, uanset om grundejerforeningen kunne aftage den fulde kapacitet i praksis.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at beregning af fast afgift på baggrund af installeret effekt traditionelt set er en accepteret metode til beregning af fast afgift, og at ledningsnettet frem til veksleren i det konkrete tilfælde var dimensioneret i overensstemmelse med den ønskede effekt, som var på 310 kW. Der var således reserveret et aftag på 310 kW til grundejerforeningen, og de 310 kW udgjorde således en potentiel belastning af varmesystemet.

Beregningen af den faste afgift var således ikke urimelig efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Energitilsynet var nået til samme resultat, men baseret på, at de tilsluttede boliger faktisk kunne aftage hele kapaciteten på 310 kW. Varmeforsyningsvirksomheden havde først gjort dette gældende, efter at tilsynet havde sendt et udkast til afgørelse i høring hos parterne. Grundejerforeningen protesterede imidlertid ikke herimod, hvorfor tilsynet altså lagde det oplyste om aftagemulighederne til grund.

Selvom Energiklagenævnets begrundelse altså ikke var baseret på de faktiske aftagemuligheder, men alene størrelsen af den reserverede kapacitet, fremgår det af nævnets afgørelse, at Energitilsynet lovligt kunne lægge oplysningerne om de faktiske aftagemuligheder til grund, uanset at grundejerforeningen bestred dem efterfølgende.

Energiklagenævnets afgørelse illustrerer derfor også, hvor vigtigt det er, at parterne bidrager til at få sagen tilstrækkelig oplyst så tidligt som muligt. Nævnets afgørelse kan dog næppe forstås sådan, at grundejerforeningen ligefrem skulle være afskåret fra senere at korrigere oplysningsgrundlaget over for Energiklagenævnet.

Energiklagenævnets afgørelse af 10. juli 2015 kan læses her.