Energiklagenævnet har i to særskilte afgørelse afslået at genoptage nævnets tidligere stadfæstelse af Silkeborg Kommunes generelle godkendelse af et projektforslag om pålæg af tilslutningspligt til Silkeborg Varmes kraftvarmeværk. I den ene afgørelse tog nævnet også stilling til kommunens afslag på forlængelse af tilslutningsfristen.

Som begrundelse for at kræve Energiklagenævnets afgørelse genoptaget anførte klagerne i første række, at nogle af de deltagende kommunalbestyrelsesmedlemmer ved kommunens godkendelse af projektforslaget var inhabile, fordi de samtidig var medlemmer af bestyrelsen i Silkeborg Forsyning A/S, som Silkeborg Varme A/S var datterselskab til. Det afviste nævnet imidlertid, bl.a. fordi det af varmeforsyningsloven fremgår, at kommunen også selv kan udarbejde projektforslag, som kommunen efterfølgende skal godkende efter projektbekendtgørelsens regler.

For det andet anførte klagerne, at der med hjemmel i forsyningsloven ikke kunne pålægges tilslutningspligt til kraftvarmeværket, da dette havde en eleffekt på 108,5 MW og derfor ikke var omfattet af varmeforsyningsloven, men derimod af elforsyningsloven. Nævnet anså imidlertid pålægget for at omfatte tilslutningspligt til Silkeborg Varme A/S, dvs. både kraftvarmeværket og det tilhørende distributionsnet, hvoraf sidstnævnte utvivlsomt var et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Pålægget om tilslutningspligt var derfor lovligt.

Herudover gjorde klagerne gældende, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at oplyse tilstrækkeligt om mulighederne for fritagelse og dispensation fra tilslutningspligten, ligesom det blev anført, at kommunens Plan-, Miljø og Klimaudvalg havde iværksat høringen over projektforslaget, uden at der forelå den nødvendige delegation i kommunens styrelsesvedtægt. Nævnet afviste også begge disse indsigelser.

Vedrørende delegationen bemærkede nævnet, at udvalget på baggrund af den meget brede delegation i styrelsesvedtægten, hvorefter udvalget bl.a. varetog den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på varmeforsyningsområdet og herunder af projektforslag, også kunne træffe afgørelser om f.eks. dispensation fra tilslutningspligt. Selve høringen var i øvrigt ikke nogen afgørelse, men blot et sagsoplysningsskridt, som led i en eventuelt kommende beslutning om pålægning af tilslutningspligt.

Nævnet afslog derfor at genoptage sin egen tidligere stadfæstelse af kommunens generelle godkendelse af tilslutningsprojektet som sådan.

Kommunens afslag på forlængelse af tilslutningsfristen i den anden sag blev ligeledes stadfæstet. Kommunen havde afslået at forlænge tilslutningsfristen udover de 9 år ifølge påbuddet, selvom klagernes naturgasfyr på dette tidspunkt ville have en forventet restlevetid på ca. 10 år. Anlægget skulle ifølge kommunen ikke nødvendigvis være udtjent inden tilslutningen til fjernvarme. De 9 år var derimod en periode, hvor man som ejendomsejer havde mulighed for at forberede sig på overgangen til fjernvarme.

Nævnet anførte, at bl.a. naturgasfyrets restlevetid var et forhold, der kunne tillægges vægt, men var dog enig med kommunen i, at der ikke var grundlag for at forlænge tilslutningsfristen nu. Det kunne dog ændre sig op til udløbet af tilslutningspligten, hvorfor kommunen i givet måtte være indstillet på at genoptage afgørelsen på dette tidspunkt.

Tilsvarende havde kommunen anført, at klagerne op til fristens udløb ville kunne søge om fristforlængelse igen, hvis tilslutningspligten på dette tidspunkt skulle vise sig at stille dem i en urimelig økonomisk situation. Dette var nævnet enig i.

Særligt den sidste afgørelse om forlængelse af tilslutningsfristen illustrerer, hvordan kommunen helt op til fristens udløb må være indstillet på at skulle forholde sig til nye ansøgninger om dispensation eller forlængelse, fordi de faktiske forhold vil kunne ændre sig over de 9 år, som fristen løber over.

Energiklagenævnets to afgørelser af 28. maj 2014 kan læses her og her.