Energiklagenævnet stadfæster projektgodkendelse

Energiklagenævnet har stadfæstet Skive Kommunes projektgodkendelse for etablering af flisfyret kedelcentral og udvidelse af forsyningsområdet.

Skive Kommune traf den 22. november 2017 afgørelse om projektgodkendelse af etablering af en flisfyret kedelcentral og udvidelse af forsyningsområdet. HMN GasNet P/S påklagede afgørelsen til Energiklagenævnet.

Projektet indebærer etablering af en flisfyret kedelcentral og samtidig nedlæggelse af to gamle biooliekedler, ligesom områdeafgrænsningen mellem naturgasforsyningen og varmeforsyningen ændres. Der etableres ikke et kraftvarmeværk, da det ikke vurderedes samfundsøkonomisk fordelagtigt. Der indføres ligeledes ikke tilslutningspligt eller forblivelsespligt.

Kommunen fandt, at projektet udviste en samfundsøkonomisk fordel på 25,4 mio. kr. og ud fra en konkret vurdering måtte anses som det samfundsøkonomisk mest fordelagtige også i forhold til kraftvarmealternativet.

Klager gjorde bl.a. gældende, at projektet ikke udgør en nødvendig udvidelse af produktionskapaciteten, ligesom det ikke opfylder betingelserne om at være det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.

Energiklagenævnet lægger i sin afgørelse bl.a. vægt på:

  • Varmeproduktionsanlæg, som ikke er kraftvarmeanlæg, skal være nødvendiggjort af et øget varmebehov og anlægget skal være dimensioneret efter det. Et øget varmebehov forstås som et efterfølgende planlagt varmebehov. Når fjernvarmeværkets forsyningsområde udvides, er der tale om et efterfølgende planlagt varmebehov. Kedlen er dimensioneret til at dække det øgede varmebehov og de eksisterende varmeproduktionsanlæg kan ikke stabilt dække varmebehovet.
  • Klager har beregnet, at der vil være et samfundsøkonomisk underskud på 86 mio. kr. Energiklagenævnet finder, at oplysningerne ikke har en sådan beskaffenhed, at det er sandsynliggjort, at projektet hviler på urealistiske forudsætninger. Herunder fordi projektforslaget bygger på en række faglige vurderinger, som ikke kan tilsidesættes, blot fordi der kan fremlægges andre faglige vurderinger, som klager mener, er mere retvisende. Samlet set godtgøres det, at projektet er det mest samfundsøkonomisk fordelagtige.
  • Videre finder Energiklagenævnet, at der er foretaget tilstrækkelig følsomhedsanalyser og beregnet relevante alternative scenarier, da der bl.a. lægges vægt på, at disse skal have en vis realitet.

Energiklagenævnets afgørelse af 9. maj 2018 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.