Ekspropriation til etablering af solvarmeanlæg ophævet og hjemvist

Energiklagenævnet har ophævet en ekspropriation til etablering af et solvarmeanlæg, som var truffet med hjemmel i varmeforsyningsloven. Energiklagenævnet konstaterede, at ekspropriationsgrundlaget var lovligt og at beslutningen var truffet ud fra lovlige hensyn. Nævnet fandt imidlertid, at nogle indsigelser fra ejeren om alternativ placering af et beplantningsbælte i forhold til solvarmeanlægget burde være undersøgt nærmere og hjemviste derfor sagen til kommunens fornyede behandling.

Ekspropriationen var foretaget af Randers Kommune til fordel for et lokalt varmeværk og var påklaget af ejeren af den eksproprierede ejendom. Forud for ekspropriationen havde kommunen godkendt et projektforslag for anlægget og udarbejdet en lokalplan for projektet, hvor der bl.a. var udlagt arealer til et beplantningsbælte i tilknytning til anlægget. Ekspropriationen omfattede ca. 4,1 ha, men ikke ejendommens bygninger, herunder ejerens beboelsesbygning. I klagen anførte ejeren særligt, at beplantningsbæltets placering ville betyde væsentlige gener og værdiforringelse for restejendommen. Varmeværket og kommunen henviste heroverfor til, at disse forhold reelt var en klage over lokalplanen og ikke ekspropriationsbeslutningen som sådan.

Energiklagenævnet fandt, at de almindelige ekspropriationsbetingelser var opfyldt. Spørgsmålet var imidlertid, om ekspropriationen var nødvendig, dvs. spørgsmålet om afvejningen af hensynet til realisering af projektet i forhold til hensynet til ejeren. Nævnet fandt ikke, at det her var udelukket at tage stilling til mulighederne for en ændret placering af beplantningsbælte og solceller på grunden. Nævnet henviste endvidere til, at nævnet ikke ud fra klagesagen kunne vurdere, om det var muligt at imødekomme klagerens indsigelser – som først var fremkommet under klagesagen. Da det var mest hensigtsmæssigt, at kommunen som første instans foretog en vurdering heraf, blev beslutningen hjemvist til kommunens fornyede behandling.

Energiklagenævnets afgørelse af 15. september 2014 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.