Natur- og Miljøklagenævnet havde stadfæstet en kommunes beslutning om ekspropriation til en støjvold på grundlag af en lokalplan, selvom en meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til etablering af støjvolden var påklaget. Med en senere afgørelse ophævede nævnet § 19-tilladelsen, da etablering af støjvolden krævede miljøgodkendelse. Ejeren af arealet indbragte ekspropriationen for domstolene, hvor imidlertid såvel landsretten som Højesteret opretholdt ekspropriationen som lovlig.

Det er en betingelse for ekspropriation, at nødvendige tilladelser efter anden lovgivning er indhentet. I den aktuelle sag var § 19-tilladelsen meddelt af kommunen på ekspropriationstidspunktet i oktober 2008, men tilladelsen var påklaget til det daværende Miljøklagenævn, som havde afvist at tillægge klagen opsættende virkning. Det daværende Naturklagenævn opretholdt med en afgørelse fra december 2009 kommunens ekspropriation som lovlig. Denne afgørelser må antagelig ses i lyset af, at klage over en § 19-tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven ikke er tillagt opsættende virkning.

I januar 2011 traf Miljøklagenævnet – som nu var blevet til Natur- og Miljøklagenævnet – imidlertid afgørelse om ophævelse af kommunens § 19-tilladelse med henvisning til, at etablering af jordvolden med lettere forurenet jord krævede en miljøgodkendelse. Kommunen meddelte efterfølgende en sådan miljøgodkendelse i marts 2011.

De nu afgjorte retssager angik herefter i første række gyldigheden af nævnets afgørelse i ekspropriationssagen og i anden række gyldigheden af afgørelserne i miljøsagen.

Østre Landsret fastslog for det første, at det forhold, at den lokalplan, som udgjorde ekspropriationsgrundlaget, i sin tid ikke var påklaget, ikke udelukkede ejeren fra under ekspropriationssagen at rejse indsigelser mod lokalplanens lovlighed. Landsretten fandt dog, at lokalplanen var lovlig vedtaget, ligesom landsretten fandt, at lokalplanen var tilstrækkelig præcis som ekspropriationsgrundlag for støjvolden.

Med hensyn til den påklagede § 19-tilladelse henviste landsretten til, at denne var meddelt på ekspropriationstidspunktet, samt at Miljøklagenævnet forud herfor havde afvist at tillægge klagen opsættende virkning. Dette forhold og det forhold, at Natur- og Miljøklagenævnet efter ekspropriationen ophævede § 19-tilladelsen, kunne dog ikke i sig selv føre til, at afgørelsen om ekspropriationen var ugyldig eller måtte anses som bortfaldet. Landsretten tillagde det herved også betydning, at kommunen efterfølgende havde meddelt miljøgodkendelse til støjvolden.

Ejeren gik videre til Højesteret, som dog stadfæstede landsrettens. Højesteret fandt, at den af kommunen valgte løsning mht. støjvoldens udformning og placering var sagligt begrundet, og at denne løsning bedre tilgodeså de angivne formål i lokalplanen end den alternative løsning, som ejeren havde foreslået. Ekspropriationen havde derfor været nødvendig. Højesteret henviste herudover til landsrettens begrundelse, hvorefter dommen blev stadfæstet.

Dommen ændrer således ikke på, at nødvendige tilladelser skal foreligge på ekspropriationstidspunktet, men det kan efter omstændighederne være muligt at træffe afgørelse om ekspropriation, selvom en nødvendig tilladelse er påklaget. Det gælder dog ikke, hvis klage over tilladelsen efter loven er tillagt opsættende virkning – f.eks. en landzonetilladelse eller en dispensation efter naturbeskyttelsesloven. I disse tilfælde må afgørelse i klagesagen afventes. Hvis det tidsmæssigt er muligt, må det i øvrigt anbefales også i andre tilfælde at afvente udfaldet af klage over en nødvendig tilladelse, inden beslutning om ekspropriation træffes.

Østre Landsrets dom af 29. november 2013 og Højesterets dom af 21. maj 2015 læses her.