EU-domstolen har ved dom præciseret, hvornår en plan eller et program kan siges at vedrøre ”et mindre område på lokalt plan” og derfor er undtaget obligatorisk miljøvurdering efter SMV-direktivet. Dommen kan også få betydning for vedtagelsen af lokalplaner i Danmark.

Planer og programmer, der vedtages af myndighederne og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter opført på VVM-direktivets bilag I og II, skal som udgangspunkt underkastes en strategisk miljøvurdering (SMV). Miljøvurderingen er dog ikke obligatorisk, hvis planen eller programmet alene fastlægger anvendelsen af ”mindre områder på lokalt plan”, som der står i SMV-direktivets artikel 3, stk. 3. Så skal miljøvurderingen nemlig kun gennemføres, hvis planen eller programmet på forhånd vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet (screening).

I den konkrete sag havde byrådet i Venedig godkendt en plan for nedrivning og genopførelse af nogle forladte bygninger på en ø. Planen omhandlede etableringen af 84 boliger på et 29 ha stort areal. Byrådet undlod at gennemføre en miljøvurdering af planen netop med henvisning til SMV-direktivets artikel 3, stk. 3, da miljøvurderingen efter italiensk retspraksis først bliver obligatorisk, når arealet udgør mindst 40 ha for planer af den type, sagen vedrørte.

Spørgsmålet for EU-domstolen var, om begrebet ”mindre områder på lokalt plan” i direktivets artikel 3, stk. 3 på denne måde kan defineres alene med henvisning til områdets areal. EU-domstolen bemærkede, at der er tale om to betingelser, der begge skal være opfyldt.

For det første skal der være tale om et område på ”lokalt plan”. Det vil der ifølge EU-domstolen være i alle de tilfælde, hvor planen eller programmet også vedtages af en lokal myndighed – og ikke en regional eller national myndighed.

For det andet skal området være ”mindre”. Det betyder ifølge EU-domstolen, at området skal have en mindre størrelse i forhold til det område, der er omfattet af den lokale myndigheds stedlige kompetence.

I Danmark har Natur- og Miljøklagenævnet ved anvendelsen af den tilsvarende bestemmelse i lov om miljøvurdering af planer og programmer i lokalplansager også lagt vægt på områdets areal, men dog uden at inddrage omfanget af den pågældende kommunes stedlige kompetence, som EU-domstolen synes at forudsætte nu.

For en umiddelbar betragtning virker det overraskende, hvis spørgsmålet om, hvorvidt en lokalplan er underlagt obligatorisk miljøvurdering eller blot skal screenes, afhænger af den enkelte kommunes geografiske størrelse. Ikke desto mindre må nævnet nu forventes i højere grad også at inddrage lokalplanens betydning i forhold til kommunens samlede (kommune-)planlægning ved afgørelsen af sådanne spørgsmål fremover.

EU-domstolens dom af 21. december 2016 i sag C-444/15 kan læses her.