EGJ-forrentning af indskudskapital som model
Energitilsynet har taget stilling til EGJ-ansøgning om indregning af forrentning af indskudskapital i varmepriserne for perioden 2011-2017. Energitilsynets afgørelse vedrørende EGJ udgør en modelafgørelse for alle tilsynets andre afgørelser om ansøgninger om forrentning af fri egenkapital.
Energitilsynet fastslog konkret, at der for alle andre ansøgere vedrørende perioden frem til og med 2016 skal foretages både et skøn over den rimelige forrentning med udgangspunkt i den gamle WACC-model og et skøn med udgangspunkt i den justerede WACC-model, samt at afgørelsen om godkendelse af forrentning for det enkelte år træffes i overensstemmelse med det gunstigste udfald for ansøgeren, medmindre ansøgeren har søgt om et andet, lavere beløb. For regnskabsår fra og med 2017 skal der alene foretages et skøn med udgangspunkt i den justerede WACC-model.
EGJ fik tilladelse til at indregne 172 mio. kr. i varmeprisen for årene 2011-2017. Det var ifølge Energitilsynet et vilkår at indregning skulle påbegyndes senest i maj 2017 og tilsynet skulle godkende planen for indregning.
Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2017 om EGJ kan læses her.