Natur- og Miljøklagenævnet har underkendt Region Midtjyllands dispensation efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3. Dispensationen var ugyldig, fordi Miljøstyrelsen allerede ved tidligere afgørelse havde afvist, at der var grundlag for at meddele dispensation, og idet der ikke forelå nye oplysninger, som kunne begrunde en anden afgørelse.

Sagen drejer sig nærmere om Aarhus Kommunes tilførsel af omkring 18.000 m² jord i april 1998. Der blev også tilført jord til råstofgraven i hhv. 1997 og 1999, hvor der i alt blev tilført ca. 32.000 m².

Den 27. april 1998 meddelte det daværende Aarhus Amt en tidsbegrænset dispensation, som løb indtil udgangen af 1998. Denne dispensation blev påklaget til Miljøstyrelsen, som på daværende tidspunkt var rekursinstans i sådanne klager. Den 5. januar 1999 meddelte Aarhus Amt en forlængelse af dispensationen. Den nye dispensation blev ikke påklaget.

Miljøstyrelsen traf i 2006 afgørelse om, at den meddelte dispensation var ugyldig, da betingelserne for dispensation efter dagældende miljøbeskyttelseslov § 20 a, stk. 2, ikke var opfyldt (bestemmelsen svarer stort set til den nuværende jordforureningslovs § 52, stk. 2, nr. 3). Miljøstyrelsen udtalte bl.a. i sin afgørelse, at da Aarhus Kommune havde påbegyndt tilførslen af jord inden ansøgningen om dispensation var indgivet, og idet Aarhus Kommune havde fortsat tilførslen velvidende at dispensation var påklaget, var der ikke grundlag for at tage hensyn til, at dispensationen var udnyttet. Miljøstyrelsen bemærkede endeligt, at styrelsen var opmærksom på, at det kunne være svært at adskille de 18.000 m², som var ulovligt tilført fra den øvrige tilførte jord.

På baggrund af Miljøstyrelsens afgørelse rettede Aarhus Kommune fornyet henvendelse til Aarhus Amt, som i slutningen af 2006 meddelte dispensation til jordtilførslen efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 2. Denne dispensation blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som færdigbehandlede sagen i 2013. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede den af Aarhus Amt meddelte dispensation, idet nævnet ikke fandt, at Aarhus Kommune ikke havde berettigede forventninger, som kunne opfylde dispensationsbetingelserne i jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 2.

Efter nævnets afgørelse indhentede Aarhus Kommune en undersøgelse af den tilførte jord med henblik på at afklare, om det var muligt at identificere den jord, som var tilført ulovligt. Undersøgelsen konkluderede uden forbehold, at det ikke var muligt at identificere den ulovligt tilførte jord.

På baggrund af undersøgelsens konklusioner, søgte Aarhus Kommune på ny dispensation fra jordforureningslovens § 52, stk. 1. Region Midtjylland meddelte den 9. april 2014 dispensation efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3. Også denne dispensation blev påklaget.

Natur- og Miljøklagenævnet (formanden) udtaler i den nye afgørelse, at Miljøstyrelsen med sin afgørelse i 2006 allerede havde taget stilling til, om der var grundlag for at meddele dispensation efter § 52, stk. 2, nr. 3. Det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at underinstansen er forpligtet til at følge rekursinstansen, også selvom Aarhus Amt i mellemtiden som følge af kommunalreformen var blevet nedlagt, at kompetencen var overgået til Region Midtjylland. Som følge heraf, og idet der ikke var nye oplysninger af betydning i sagen, var Region Midtjylland bundet af Miljøstyrelsens afgørelse fra 2006 og dispensationen var allerede af denne grund ugyldig. Det kunne efter nævnets opfattelse ikke ændre herpå, at det ikke var muligt at identificere den ulovligt tilførte jord.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 11. april 2013 i samme sag kan læses her.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 7. oktober 2014 kan læses her.