Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om ændring i sag om lovliggørende dispensation fra søbeskyttelseslinjen og naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af brinkanlæg og flisebelægning på en ejendom ved Nørresø i Viborg Kommune. Afgørelsen blev truffet efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, jf. § 65, stk. 1, og naturbeskyttelseslovens § 3, jf. § 65, stk. 2.

Ved denne afgørelse ændrede nævnet kommunens afgørelse af 15. januar 2016 om lovliggørende dispensation til etablering af skrånende brinkanlæg og flisebelægning på den pågældende ejendom til et afslag. Kommunen havde besluttet at meddele lovliggørende dispensation til det ansøgte efter naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16 samt tilladelse efter søregulativet. Denne afgørelse blev dog påklaget af Danmarks Naturfredningsforening bl.a. med anførelse af, at karakteren og omfanget af brinkanlægget og flisebelægningen stred imod intentionerne i naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttet natur og søbeskyttelseslinje, kommuneplanens udpegning af området som værdifuldt landskab og formålet med søregulativet fra 1982.

I medfør af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne m.v. eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer på 3 ha og derover (søbeskyttelseslinjen). Kommunen kan dog meddele dispensation fra forbuddet, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1. Hvorvidt der kan ske dispensation fra dette forbud, beror på et skøn, hvor det er afgørende, om formålet med det ansøgte er så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige. Efter nævnets opfattelse skulle flisebelægningen og brinkanlægget, herunder etableringen heraf, betragtes som ændringer af terrænet, der var omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1. Nævnet vurderede, at formålet med brinkanlægget og flisebelægningen ikke var så væsentligt, at det burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, som er værnet i naturbeskyttelseslovens bestemmelse om søbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt derfor ikke, at der skulle gives dispensation fra forbuddet, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 må der ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2. Der kan i visse tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, meddeles dispensation herfra i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Ifølge lovbemærkningerne kan en særlig omstændighed, der kan begrunde dispensation fra forbuddet, være, at et ansøgt indgreb har en naturforbedrende funktion. Nævnet lagde i den konkrete sag til grund, at de etablerede anlæg udgjorde en tilstandsændring, som var omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet vurderede i den forbindelse, at formålet med brinkanlægget og flisebelægningen ikke var så væsentligt, at det burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, som er værnet i naturbeskyttelseslovens § 3. Derfor fandt nævnet, at der heller ikke skulle gives dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. februar 2018 kan læses her.