Bredt politisk forlig om effektivisering af fjernvarmesektoren

Regeringen, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Konservative har indgået politisk forlig om rammer og principper for effektivisering af fjernvarmesektoren. Forliget tager udgangspunkt i de anbefalinger for en moderniseret regulering i fjermvarmesektoren, som Ib Larsen-udvalget fremkom med i sin rapport fra oktober 2015.

I den nye regulering videreføres varmeforsyningslovens princip om nødvendige omkostninger, men suppleret af en ny økonomisk regulering baseret på generelle og individuelle effektiviseringskrav udmøntet via benchmarking, standardiserede omkostninger og omkostningsrammer. Hertil kommer yderligere tiltag til fremme af konsolidering og nye regler om forrentning.

De standardiserede omkostninger fastsættes bl.a. på grundlag af et pris- og levetidskatalog, som det kendes fra vandreformen, og danner udgangspunkt for benchmarkingen. På baggrund af benchmarkingen opgøres herefter de enkelte varmeforsyningsvirksomheders individuelle effektiviseringskrav, som omkostningsrammen reduceres med fra år til år.

Alle kollektive varmeforsyningsvirksomheder vil som udgangspunkt blive omfattet af de individuelle effektiviseringskrav. For de centrale kraftvarmeværker udmeldes dog generelle effektiviseringskrav fordelt blandt de enkelte værker ud af en samlet ramme på 115 mio. kr. Biogasanlæg og industrianlæg, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, undtages helt. Herudover gælder en bagatelgrænse, hvorefter små varmeforsyningsvirksomheder med en årlig varmeproduktion under 50 TJ heller ikke omfattes.

De generelle effektiviseringskrav for den centrale kraftvarmesektor forudsættes at gælde fra 2019, mens de resterende omfattede varmeforsyningsvirksomheder vil få udmeldt individuelle effektiviseringskrav fra 2020.

Den politiske aftale af 7. april 2016 kan læses her og Ib Larsen-udvalgets rapport fra oktober 2015 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.