Bekendtgørelse kortlægning af ammoniakfølsom natur i høring

Miljøstyrelsen har sendt en bekendtgørelse om kommunalbestyrelsernes varetagelse af kortlægning af ammoniakfølsom natur i høring.

Formålet med bekendtgørelsen er, at kommunerne fremadrettet skal varetage den kortlægningsopgave, som følger af Fødevare- og landbrugspakken af 22. december 2015. Det fremgår heraf, at kortlægning af ammoniakfølsom natur skal styrkes med henblik på at understøtte og fremme en hurtigere og mere målrettet sagsbehandling i kommunerne i forbindelse med ansøgninger om miljøgodkendelser af husdyrbrug.

I dag kræver ansøgningssager om miljøgodkendelser af husdyrbrug ofte en kortlægning af de ammoniakfølsomme naturområder for at opnå viden om arealernes naturtilstand. Det skyldes, at der kun findes sådanne data for en del af arealerne. Ved at gennemføre en målrettet kortlægning af ammoniakfølsomme arealers naturtilstand, vil der blive fremskaffet data, som kan anvendes i sagsbehandlingen, hvilket derved vil medføre en kortere sagsbehandlingstid for sådanne sager i kommunerne.

Kortlægningsprojektet løber til og med 2019 og omfatter de 76 kommuner, der har den relevante type arealer. Med denne bekendtgørelse vil projektet overgå til kommunerne, som får ansvaret for det pågældende kortlægningsarbejde. Kortlægningen vil blive foretaget efter retningslinjerne for udvidet registrering ved en revideret udgave af Teknisk anvisning til besigtigelse af naturarealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 m.v., og de indsamlede data vil blive offentliggjort på Danmarks Miljøportal.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. maj 2018.

Høringsfristen er den 19. marts 2018.

Høringsudkast af 7. februar 2018 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.